Gå til hovedindhold

Transkulturel Psykiatri

​​

CTP arbejder med psykiatriske problemstillinger hos patienter med anden etnisk baggrund end dansk. I arbejdet har vi fokus på kulturelle og sociale faktorer, der kan påvirke patientens oplevelse af sygdom, udredning og behandling.

Transkulturel psykiatri beskæftiger sig med, hvordan kultur, migration, sociale vilkår og traumer kan påvirke psykisk sygdom, symptomer, diagnose og behandling. Transkulturel psykiatri tager udgangspunkt i, at psykiske lidelser opleves, udtrykkes eller forstås forskelligt på tværs af kulturer.

På CTP lægger vi os op ad DSM-5's definition af kultur, hvor vi anerkender, at alle mennesker – uanset etnisk baggrund – er en del af en række forskellige kulturelle netværk, og at kulturel identitet er dynamisk og i konstant udvikling. Kultur handler ikke kun om etnicitet, nationalitet eller religion, men også om faktorer som social status, køn, uddannelse, generation, sprog og erfaringer med migration eller flugt.

Kulturelle erfaringer, migrationserfaringer og traumer kan have betydning for, hvordan psykiske symptomer opstår, opleves og udtrykkes. Disse faktorer kan også forme patientens sygdomsforståelse, forventninger til behandling og vilkår for at indgå i et behandlingsforløb.​

Vores tilgang og kompetencer

CTP's tværfaglige behandlerteam besidder kompetencer inden for transkulturel psykiatri. Vi har mangeårig erfaring med at inddrage viden om kultur, flugt/migration, traumer og sociale belastninger i psykiatrisk behandling.

Vores faglige tilgang bygger blandt andet på:

  • Viden om, hvordan kulturelle faktorer kan påvirke sygdomsopfattelse, symptomudtryk og behandlingsforløb
  • Kendskab til traumers betydning for psykisk sygdom og behandling
  • Viden om post-migratoriske, juridiske og samfundsmæssige forhold, der har betydning for patienter med anden etnisk baggrund end dansk
  • Kompetencer i at styrke behandlingsalliancen på tværs af sprog, kultur og livserfaringer
  • Kompetencer i brug af tolk og formidling af komplekse kulturelle og sociale problemstillinger i behandlingsarbejdet
  • Erfaring med brug af Cultural Formulation Interview (CFI) som redskab til at afdække patientens egen forståelse af sygdom, årsager og forventninger

Cultural Formulation Interview (CFI)

Et centralt redskab i CTP's arbejde er Cultural Formulation Interview (CFI)​ – et struktureret interviewværktøj udviklet af WHO og American Psychiatric Association (APA). CFI hjælper med systematisk at afdække patientens egen forståelse af sygdom, årsager og forventninger til behandling.

CFI kan bruges som led i udredningen og bidrager til at:

  • Skabe fælles forståelse af sygdomsbillede og behandlingsmål
  • Understøtte en tryg og respektfuld dialog med patienten
  • Forebygge misforståelser og styrke behandlingsrelationen

CFI stiller blandt andet spørgsmål til:

  • Hvordan patienten forstår og forklarer sine problemer
  • Hvilke faktorer i omgivelserne påvirker problemet
  • Hvordan patienten tidligere har forsøgt at håndtere sine symptomer
  • Hvad patienten håber på at få ud af behandlingen
​​​​​

Vi tilbyder rådgivning, undervisning og supervision i transkulturel psykiatri

CTP tilbyder rådgivning, undervisning og supervision til fagpersoner i psykiatrien og andre sundhedsfaglige områder. Vi bidrager med viden og konkrete værktøjer, der styrker kvaliteten i behandlingen og fremmer lige adgang til psykiatrisk hjælp for patienter med anden etnisk baggrund end dansk. Se mere under K​urser og formidling​.​


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden