Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Pårørendesamarbejde

​​På Psykiatrisk Center Glostrup lægger vi stor vægt på at have et godt samarbejde med pårørende

​På Psykiatrisk Center Glostrup tilbyder vi desuden støtte og fællesskaber til både voksne pårørende og børn og unge, der har en forælder, søskende eller anden nær voksen med psykisk sygdom. Vi tilbyder blandt andet:

  • Pårørendesamtaler i det afsnit eller ambulatorium, hvor din nærtstående er i behandling
  • Individuelle støttende samtaler med børne- og familiekoordinator Line Aaberg
  • Familiesamtaler, hvor børn og unge kan få viden, forklaringer og mulighed for at tale om livet i familien, når en voksen har psykisk sygdom
  • Pårørendegrupper  - samtalebaserede gruppeforløb for voksne pårørende
  • Børne - og søskendekurser for børn og unge, der er pårørende​ (afholdes af Psykinfo)

Er du i tvivl om, hvad du har brug for?
Så er du er altid velkommen til at kontakte Line Aaberg  for en uforpligtende snak om, hvad der kunne være hjælpsomt for dig eller dit barn.

Vi tilbyder altid en pårørendesamtale i det afsnit eller ambulatorie, hvor din nærtstående er indlagt eller tilknyttet. Samtalen kan fx dreje sig om, hvad patienten fejler og hvilken behandling der tilbydes. Samtalen aftales med patientens kontaktperson. 

Ved indlæggelse tilbydes en pårørendesamtale​ indenfor syv dage. Det er også muligt at aftale en ny samtale senere, fx om behandlingsforløbet, udsigten til bedring og planer om udskrivning. For patienter, der er henvist til et ambulant tilbud, tilbyder vi også en pårørendesamtale. 

Hvis patienten ikke ønsker at inddrage sine pårørende,​ skal vi respektere dette, men vi kan altid give generel information om behandling og psykisk sygdom, fx generelle prognoser, medicin og kontaktperson.


Er du tæt på en person med psykisk sygdom, som er eller har været i behandling på Psykiatrisk Center Glostrup? Så kan du få en pårørendesamtale med centerets børne- og familiekoordinator.

Du kan blandt andet få hjælp til:​

  • ​at sætte ord på det, der er svært, og få plads til dine egne behov
  • at forstå og håndtere svære situationer i hverdagen
  • at finde konkrete strategier som pårørende
  • at finde en god balance mellem at støtte den, du holder af, og passe på dig selv
  • at tale med børn om psykisk sygdom og om, hvordan sygdommen påvirker familien
  • at forstå det, der sker i behandlingen
  • at finde yderligere støtte, hvis der er behov for det

​Du behøver ikke på forhånd vide, hvad du har brug for. Det finder vi ud af sammen. Samtalen kan foregå alene med Line eller sammen med familie, børn eller andre fra dit netværk. Den kan foregå ved fysisk fremmøde, telefon eller mail.

​Tilmelding og spørgsmål
Kontakt børne- og familiekoordinator Line Aaberg på telefon eller mail.


Når et menneske rammes af psykisk sygdom, kan det påvirke hele familien. Børn og unge kan have tanker, spørgsmål eller bekymringer, som det kan være en hjælp at tale om sammen.
På Psykiatrisk Center Glostrup tilbyder vi familiesamtaler til patienter med mindreårige børn eller andre børn og unge tæt på familien.

Familiesamtalen skaber et trygt rum, hvor I sammen kan tale om:
• hvordan psykisk sygdom påvirker barnet og familien
• barnets oplevelser, tanker og bekymringer
• hvad sygdommen og behandlingen betyder
• hvordan I kan tale åbent om det derhjemme
• hvad der kan hjælpe barnet til at føle sig trygt

Barnet får mulighed for at få alderssvarende viden om psykisk sygdom og behandling og for at stille de spørgsmål, der fylder.

Inden samtalen taler vi med dig om, hvad I har brug for, og hjælper med at forberede barnet. Samtalen varer typisk 1–1½ time, er gratis og foregår som udgangspunkt der, hvor du modtager behandling. Det er aldrig for tidligt eller for sent at tage emnet op.

Vil du høre mere?
Tal med din kontaktperson eller behandler om muligheden for en familiesamtale. Du er også velkommen til at kontakte børne- og familiekoordinator Line Aaberg, som kan hjælpe med at skabe kontakten til de medarbejdere, der afholder samtalerne.​

Det kan være krævende at være pårørende til et menneske med psykisk sygdom. Mange oplever bekymringer, ansvar, usikkerhed og spørgsmål, som kan være svære at dele med andre.

Samtidig kan det være en stor hjælp at møde andre, som står i en situation, der ligner ens egen. Derfor tilbyder vi en samtalebaseret pårørendegruppe, hvor du kan møde andre pårørende, dele erfaringer og få ny viden og inspiration i et trygt og fortroligt fællesskab.
Du kan fx være ægtefælle eller partner, forælder, søskende, voksent barn, et andet nært familiemedlem eller en nær ven.

Gruppen mødes over 6 gange. Hver mødegang begynder med et kort oplæg om et tema, der er relevant for livet som pårørende. Herefter er der tid til dialog, refleksion og erfaringsudveksling med de øvrige deltagere. Der er fokus på at skabe et trygt og fortroligt rum, hvor du kan deltage i det omfang, du har lyst til. Du behøver ikke have særlige forudsætninger for at deltage – det vigtigste er, at du er pårørende og har lyst til at møde andre i samme situation.

Tilmelding og spørgsmål
Tilmelding kan ske på telefon eller mail til børne- og familiekoordinator Line Aaberg.

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden