Behandling foregår enten i gruppe kombineret med individuelle samtaler eller udelukkende som gruppeterapi. Grupperne består af 8 patienter og 2 terapeuter.
Varigheden af behandlingsforløb varierer afhængig af behandlingsmetode. Det kan være fra 6 til 9 måneder i gruppe (24 til 38 sessioner) kombineret med 12 til 20 individuelle samtaler, men også kortere forløb og forløb, der udelukkende er individuelt forekomme.
Region Hovedstaden og Sundhedsstyrelsens definition af et pakkeforløbs maksimale ramme for patienter med emotionelt ustabil personlighedsstruktur og ængstelig evasiv personlighedsstruktur findes via dette link:
Pakkeforløb:
Beskrivelse af psykoterapien
Psykoterapien i grupperne er enten Mentaliseringsbaseret terapi (MBT) eller Dialektisk Adfærdsterapi (DAT) for patienter med emotionel ustabil personlighedsstruktur. For patienter med ængstelig evasiv personlighedsstruktur er psykoterapien Mentaliserings baseret terapi tilpasset denne målgruppe (MBT-MIT) eller Dialektisk Adfærdsterapi - radikal åben (DAT-RO).
I terapiformerne indgår undervisning i den pågældende lidelse og i de anvendte metoder. I de mentaliseringsbaserede terapiformer hjælpes patienterne via samtale til at bedre indsigten i egen og andres følelser og handlinger, blive bedre til at håndtere følelser og til at danne tilfredsstillende relationer. Dette gælder også for terapiformerne baseret på Dialektisk adfærdsterapi, men her indgår også en række teknikker og øvelser, som patienterne arbejder med mellem sessionerne. Alle 4 behandlingsformer er velegnede til personer med gennemgribende vanskeligheder i forhold til andre mennesker og livshistoriske svigt. Hvis patienten er selvskadende, vælges ofte DAT-baseret terapiform.