Psykisk lidelse og brug af rusmidler hænger ofte sammen. Psykisk lidelse, kan af forskellige årsager være en medvirkende faktor til brug af rusmidler, og brug af rusmidler kan forstærke eller forværre psykiatriske symptomer. Kæmper man både med en psykisk lidelse og et rusmiddelbrug kaldes det en dobbeltdiagnose.
Behandling af rusmiddelbrug foregår typisk i et kommunalt rusmiddelcenter, mens behandling af psykisk lidelse foregår i den regionale behandlingspsykiatri. For nogle mennesker kan det dog gøre hverdagen unødigt besværlig, når de skal navigere mellem flere steder for at få den behandling og hjælp, de har brug for.
I Region Hovedstaden er vi derfor glade for, at vi kan tilbyde integreret dobbeltbehandling til flere mennesker med en dobbeltdiagnose. Integreret behandling indebærer, at den psykiske lidelse og rusmiddelbruget betragtes samlet og behandles samtidigt i ét behandlingstilbud på samme lokation.