Gå til hovedindhold

Tværsektorielle retningslinjer til forebyggelse af selvmordsadfærd blandt børn og unge

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) har i samarbejde med Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune ønsket at styrke det tværsektorielle samarbejde om børn og unge med selvmordsadfærd. Det har udmøntet sig i ”Retningslinjer for en koordineret og tværsektoriel indsats for børn og unge med selvmordsadfærd”, som blev vedtaget i 2022. 

​Baggr​u​​nd

For at kunne forebygge selvmordsadfærd og selvmord blandt børn og unge er der behov for en koordineret, tværsektoriel indsats. Den selvmordsforebyggende indsats over for børn, unge og deres familier involverer flere instanser fra både region og kommune. Det kræver særlige kompetencer hos de involverede medarbejdere i begge sektorer såvel som smidige og entydige arbejdsgange med mulighed for at handle hurtigt både indenfor den enkelte sektor og i samarbejdet sektorerne imellem.

Retningslinjerne beskriver ud fra forskellige scenarier arbejdsgange, roller og ansvar, så der er tydelighed om, hvem der kan hjælpe barnet/den unge i den givne situation, og hvad hjælpen indeholder.  

Download retningslinjerne her:​

Retningslinjer for En koordineret og tværsektoriel indsats for børn og unge med selvmordsadfærd_marts2025.pdf

​​​Målgruppe

Retningslinjerne er primært henvendt til:

  • Ledelse og klinikere i hele børne- og ungdomspsykiatrien

  • Kommunalt udpegede videnspersoner i selvmordsforebyggelse og deres ledere

​Form​ål

Retningslinjerne har til formål at:

  • Forebygge gennem tidlig opsporing samt forebygge forværring af barnet/den unges situation

  • Sikre at barnet/den unge og forældre får hurtig og relevant hjælp

  • Skabe tydelighed undervejs i forløbet for såvel barnet/den unge og forældre som for de involverede fagprofessionelle i forhold til den aktuelle behandlingsplan, placering af ansvar og involverede aktører

  • Styrke den unges trivsel og udvikling på længere sigt.

Kommunale videnspersoner i selvmordsforebyggelse​

Som en central del af retningslinjerne forpligter kommunen sig på at oprette og vedligeholde et netværk af videnspersoner med efteruddannelse i selvmordsforebyggelse. De kommunale videnspersoner udfylder en rådgivende og vejledende rolle i forhold til kollegaer og samarbejdspartnere.

For at understøtte de kommunale videnspersoner i deres opgaver er der i regi af Driftsforum Byen udarbejdet en pjece med gode råd om selvmordsforebyggelse herunder spørgsmål til afdækning af selvmordsadfærd. 

Download pjecen her:

Forebyg selvmord - gode råd om selvmordsforebyggelse til kommunale videnspersoner


Børne og Ungdomspsykiatrisk Center arbejder for, at det styrkede samarbejde om børn og unge med selvmordsadfærd, herunder retningslinjerne, bliver udbredt til alle interesserede kommuner i Region Hovedstaden. 

Hvis I som kommune ønsker at høre mere om samarbejdet, kan I kontakte Katrine Skovsgaard katrine.skovsgaard.jensen@regionh.dk


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden