Baggrund for projektet
Bipolar lidelse er en alvorlig psykisk sygdom, som påvirker både den fysiske og mentale sundhed – ikke kun hos patienterne, men hos hele familien. Vi ved, at forældre med bipolar lidelse har mange tanker og bekymringer om, hvad deres børn tænker om deres sygdom, hvordan sygdommen kan påvirke hele familien, samt hvad de selv kan gøre for at undgå at deres børn udvikler en psykisk lidelse.
Formål
Formålet med projektet er at undersøge familiestrukturer, livskvalitet og stressniveauer i relation til forældreskabet hos forældre med bipolar lidelse og deres medforældre, som har børn i alderen 13-25 år. På sigt håber vi at kunne tilrettelægge optimal støtte til familier, forebygge eventuel udvikling af symptomer på psykisk sygdom hos de unge, samt øge livskvaliteten hos hele familien.
Plan
Forældre med bipolar lidelse og deres medforældre til unge mellem 13-25 år bliver inviteret til at deltage i projektet. Deltagelsen indebærer at besvare en række spørgeskemaer online, som sendes ud via e-boks. Det tager ca. 30 minutter at besvare. Vi forventer at inkludere 85 forældre med bipolar lidelse og 85 medforældre i projektet, som vil bidrage til at sætte fokus på familier med psykisk sygdom.