Museumsudstillingen er unik. Den består af genstande fra hospitalet f.eks. inventar fra sengeafsnit og lægekontorer, tvangsstol, behandlingsapparaturer og af patientarbejder.
Patientarbejderne i museet er delt i to kategorier. Den ene kategori er brugsgenstande, som gennem tiden er fremstillet i terapiværkstederne, bl.a. en fin samling af trælegetøj. Den anden kategori er en meget sjælden og værdifuld samling af psykopatologisk kunst, bestående af malerier, tegninger, skulpturer og tekstile værker udført af især skizofrene patienter.
Vil du vide mere om samlingen, så er du velkommen til at kontakte os. Bemærk, at det ikke længere er muligt at besøge udstillingen eller booke en guidet omvisning.
Nedenfor kan du læse om nogle af de kunstnere, som har været patienter på Psykiatrisk Center Sct. Hans.
Blandt museets ældste værker er arbejder af Caroline Sophie Ebbesen. Hun kaldte sig selv for Karoline, - og som sådan er hun gennem tiden blevet kaldt og kendt på Sct. Hans Hospital. Hun var skizofren og hun var de sidste 50 år af sit liv indlagt på hospitalet. Hun havde et enormt billedskabende behov, men inden hun blev syg havde Karoline ikke udvist kreative evner. Hun producerede utallige billeder og en lang række tekster, hvor indholdet hovedsageligt er religiøst. Hun tegnede og malede, skrev og broderede så hendes indre verden blev synlig for andre. I dag kan vi begejstres og undres over hendes værk.
Karoline var kunstnerisk produktiv lige fra starten af hendes indlæggelse. Hendes talent og hendes indre verden kom til udtryk i fantastiske broderier og applikationer såvel i stof som i papir, i akvareller og i tegninger, og ikke mindst i hendes tekster. Hendes behov for at udtrykke sig var stort, men så vidt vi ved, havde hun ikke udvist kreative evner inden hun blev syg.
Karoline kom til verden i Stege på Møn i 1852 født ind i en borgerlig håndværkerfamilie som datter af en islandsk guldsmed og hans danske kone. Hun havde to helsøskende, storesøsteren Regine og lillebroderen Hans. Faderen døde tidligt, da Karoline kun var et år gammel, men moderen giftede sig igen kort tid efter atter med en guldsmed. Deres fælles datter Anna blev født, da Karoline var tre år. Familien flyttede en del og gennemlevede skiftende kår. I 1862 kom familien til København, hvor de etablerede en dentist- og guldsmedeforretning.
I 1870 døde stedfaderen, og moderen førte forretningen videre med hjælp fra Regine. I 1872 ramtes familien atter hårdt, da Hans døde, og i 1873 døde Anna. Karolines familie bestod herefter af moderen og storesøsteren, som aldrig giftede sig.
Karoline var som barn og ung sart og skrøbelig af natur og sind og deltog øjensynlig ikke på noget tidspunkt aktivt i familiens arbejde. Karoline blev som 32-årig i 1885 første gang indlagt på Kommunehospitalet, hvorfra hun efter kort tid blev overført til Sct. Hans Hospital. Indlæggelsen var i første omgang ikke langvarig, men allerede i 1886 blev hun atter indlagt på Sct. Hans. Her tilbragte hun resten af sit liv, kun afbrudt af længerevarende ophold i de første år hos moderen. Karoline døde af cancer 84 år gammel. Karoline blev indlagt med diagnosen dementia praecox, som senere blev præciseret til paranoid skizofreni.
Ud fra sine egne personlig behov skabte Karoline en billedverden fyldt med motiver, som hun benyttede igen og igen, kombinerede og varierede på et utal af måder. Religionen, især Jesu fødsel, var et centralt motiv i hendes univers. Karolines billeder udviklede sig parallelt med hendes sygdomsforløb. Fra de første akvareller, som er fuld af turbulens og død, over den langvarige psykotiske periode op gennem 1890'eme, hvor hun finder sin helt egen stil, til den sene fase, hvor der falder ro over psykosen, og hendes værker antager et noget rutinepræget skær.
For Karoline var ordene lige så vigtige som billederne, og hun har efterladt sig flere hundrede tekster. Hun skrev i notesbøger, hjemmelavede bøger, på små tilfældige lapper papir og bag på sine billeder med en særpræget, men meget en smuk kalligrafisk skrift.
Du kan læse mere om Karoline Ebbesen og hendes kunsteriske verden i artiklen Hænderne vinder sandheden hjem
Glarmesteren blev født i 1878 og havde, da han som 40 år gammel blev indlagt første gang, været gift i ni år. Han var uddannet glarmester. Ved indlæggelsen blev det oplyst, at han altid havde været omgængelig, flittig og påpasselig med sit arbejde. Hans sindslidelse brød ud i 1912 med en kortvarig episode med vrangforestillinger. Tre år senere var der en længere forrykthedsperiode med storhedsideer og forfølgelsesforestillinger. I 1918 blev han indlagt på Sct. Hans Hospital i eksalteret tilstand med vrangforestillinger og livlige hørelseshallucinationer.
I lang tid blev han opfattet som manisk, men det blev efterhånden mere og mere tydeligt, at det drejede sig om skizofreni. Der var giftfrygt, hallucinationer på syn, hørelse og lugtesans, han følte sig påvirket med luft- og elektricitetsstrømme, og der kom atter storhedsforestillinger. Han mente at være sanger, folketingsmand og præsident. l perioder fremkom der bevægelsesmanerer og vredesudbrud, såkaldte katatone symptomer.
I 1921 blev Glarmesteren overflyttet til Kattinge Værk, som var en del af Sct. Hans Hospital. Her var han indlagt, til han i 1955 pludselig døde af en akut hjerneblødning. Kort efter flytningen til Kattinge Værk blev han beskrevet som stille, menneskesky, sær og aparte. Sygdomsprocessen var gået i ro. Glarmesteren holdt sig for sig selv og talte sjældent til sine omgivelser. Han spiste og arbejdede i et lille værkstedsskur, som han havde indrettet. Han betegnedes også som en besynderlig særling, men flink og medgørlig. Det er denne tavse og isolerede person, der har skabt så fascinerende værker.
Glarmesteren måtte selv indsamle alt sit materiale; glasstykker, træ, ståltråd, lærreder, farver osv. Netop dette forhold har givet hans værker en ganske særlig nærværende karakter. Han citeres for at have udtalt, at han oplevede sit arbejde som en pligt, og at han "håbede, at det var til menneskehedens bedste".
I sine senere år blev han mere udadrettet, påtog sig den kunstneriske udsmykning af afdelingens spisestue ved juletid og endnu i 1955 arbejdede han stadig med sine kunstværker og på produktionen af modeller til nye kombinerede pryd- og brugsgenstande.
Der synes at være en udvikling i Glarmesterens arbejde i retningen af, at han beskæftigede sig i stadig stigende grad med det miljø, som han efterhånden tilpassede sig. Det er usædvanligt og det er i modstrid med, hvad man almindeligvis hævder om de psykotiske billedmagere; at de skaber for sig selv, af indre trang, uden tanke på noget publikum. Det gælder ikke for Glarmesteren. Allerede tidligt anmodede han om at få sine arbejder på udstilling, og han forærede af sin produktion til folk omkring ham.