​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

En dag, jeg al­drig glem­mer: ”Da hun kom og for­tal­te, at hun hav­de fået et fri­tidsjob, var jeg ved at fal­de ba­g­over”

​Afdelingssygeplejerske Rikke Weinreich Mortensen glemmer ikke den dag, en ung pige med en spiseforstyrrelse kom og fortalte, at hun havde skaffet sig et fritidsjob og stille og roligt begyndte at tage sin plads i livet.

Hvad gør arbejdet i psykiatrien meningsfuldt? Afdelingssygeplejerske Rikke Weinreich Mortensen fortæller her om glæden ved at få lov at følge et ungt menneske på vej i livet efter en indlæggelse for en spiseforstyrrelse. Foto: Ulrik Jantzen/Büro Jantzen

​​"Hun kom til os som 15-årig, fordi hun var så undervægtig, at hun var truet på livet. Det viste sig, at hun havde en autismediagnose, og det at holde op med at spise var hendes måde at råbe om hjælp og hive i nødbremsen og vise, at hun ikke længere magtede sit liv.

I starten var hun meget ikke-kommunikerende og havde svært ved at sætte ord på sine følelser. Når man spurgte om hendes mening, var svaret ofte: 'Det ved jeg ikke.' En spiseforstyrrelse har tit travlt med at holde folk nede og sige: "Du må ikke have det godt. Du må ikke have din egen mening, du må ikke fylde, du må ikke være til besvær eller gøre dine forældre kede af det." Så det at stå op for sig selv og sige, hvad man kan lide og ikke lide, er svært, når ​man har en spiseforstyrrelse. At tage ansvar og føle retten til at være her og fylde.

Hun var indlagt hos os i cirka 6 måneder sammen med sin far. Bagefter lavede vi en ordning, hvor hun kom til samtaler med mig hver uge, fordi det særligt for børn og unge med autisme tager lang tid at bygge en relation op. ​

Det gør mig glad, at jeg får lov at følge hende lidt længere og se, at hun tager mere og mere ansvar for sit liv som en 17-årig: Siger, hvad hun har lyst til. Køber sit eget tøj og vælger sin egen stil. Kan gøre grin med ting, der er lidt komiske, som hun før syntes kunne være svært.

Forleden dag kom hun og fortalte, at hun havde skaffet sig et fritidsjob i en butik. Jeg var ved at falde bagover - den pige, der for få måneder siden var så indelukket og tavs?  Og jeg spurgte: Hvordan gjorde du? Hvorefter hun svarede: 'Jeg skrev en ansøgning og fik det!' Det var ret vildt og superflot og var aldrig sket uden at hendes forældre havde været så gode til at tage luppen frem og hele tiden forstørre det, der faktisk lykkes og opmuntre hende.

Sådan en oplevelse giver en kæmpe arbejdsglæde. Det gør, at jeg med ro i maven fx kan gå ind til nogle af de andre forældre og sige, at det kan blive bedre, selv om det er hårdt lige nu.

Der er mange, der slipper spiseforstyrrelsen. Andre kan ikke slippe den, og så hjælper vi dem med at lære at leve et godt liv på deres præmisser med sygdommen og ikke bare overleve. Vi kan ikke tage sygdommen fra dem, men vi kan hjælpe dem med at se andre muligheder i livet. ​​

​Afdelingssygeplejerske Rikke Weinreich Mortensen​​​

​​

Har arbejdet på døgnafsnit for børn og unge med spiseforstyrrelser siden 2010.

Der er 9 pladser til børn mellem 5-17 år, der normalt er indlagt 2-4 mdr. sa​mmen med en forælder. De yngste indlægges normalt ikke. Afsnittet har sin egen skole, så der er ansat bl.a. læger psykologer, lærere og pædagoger.

Bor i Københavnsområdet, har mand og to store børn. Holder af at gå ture i skoven med sin hund – helst alene med en fed podcast i ørene. ​​​​​​




Redaktør