Grønne haver trækker naturen ind i 'Udsigten'

​Over 20.000 buske, stauder, løgblomster og træer skaber rammen for både aktiviteter og ro i de grønne haver, der er ved at blive anlagt i den nye retspsykiatri på PC Sct. Hans.

Vent...

Medarbejderne på PC Sct. Hans har med god grund døbt den nye retspsykiatri 'Udsigten'.

For på grund af den måde, sengeenhederne skyder sig ind under hinanden på den stærkt skrånende grund, vil patienter og personale få udsigt mod de grønne omgivelser fra mange vinkler.

Inde i sengeafsnittene er der direkte adgang til naturen i de indre gårdhaver i form af blomstrende løgplanter, stauder og buske, og tagene er anlagt som grønne tage, så man om foråret kan se ud over tæpper af blomster fra løg, som anlægsgartnerne har lagt.


I hver af afsnitsgårdhaverne har gartnerne plantet ti-tyve buske, op til 1.500 stauder og endnu flere blomsterløg – omhyggeligt sat i respekt for lys og skygge, så de afløser hinanden gennem sæsonen. 

For de mere velfungerende patienter vil aktivitetsparken midt i den nye retspsykiatri give mulighed for at komme ud og bevæge sig.

- Det stærkt skrånende terræn forærer jo meget til dette byggeri, og det gælder også aktivitetsparken, siger Henrik Danielsen fra KHR Architecture, der er chefarkitekt på det nye byggeri.

- Det bliver et sted, hvor de patienter, som er raske nok, kan opleve en lille smule normalitet og oplevelse af frihed. Man kan gå en tur uden at føle sig alt for begrænset – og man kan kigge ud over det smukke landskab, der fortsætter udenfor, fortæller han.


I den store, fælles park er der mulighed for at bruge boldbane, træningsredskaber eller trække sig, hvis man har brug for det.

Aktiviteter og ro

Allerede i efteråret blev gårdhaverne færdige, da anlægsgartnerne fra C.G. Jensen midt i november satte buske, stauder og løg i de mange patient- og personalehaver, og nu er den store aktivitetspark ved at blive gjort færdig.

De mange tusinde stauder og løg er omhyggeligt udvalgt og placeret i gårdhaverne under hensyn til lys og skygge, så de afløser hinanden over sæsonen.

Der kommer desuden en løbebane, boldbane, bordtennis og et område med træningsredskaber.

Der bliver også plads til at samles om musik eller andre aktiviteter.

Haverne kan bruges på mange forskellige måder af patienterne, fortæller ledende ergoterapeut Pernille Behnke, der står i spidsen for det tværfaglige rehabiliteringsteam i Udsigten.

En fælles gåtur kan fx være en aktivitet for at styrke konditionen i den niveaudelte park, og man kan mødes socialt og nyde havens kunst, som også kan bruges som siddepladser.

- Der bliver desuden mulighed for at bygge små højbede til stimulering af sanserne på sigt, for flere af patienterne har grønne fingre. Og ved cafeen vil der blive mulighed for at slå sig ned, nyde udsigten over haven og tage en kop kaffe med ud, siger hun.


20.000 buske

Beplantningen i aktivitetsparken er begrænset til nogle få træer, der med tiden vil vokse sig skyggefulde, og græs, som nogle steder vil blive slået som plæner. Skrænterne får lov at vokse frit som blomstereng.

Hele 20.000 buske skal anlægsgartnerne nu i gang med at plante. De grønne vækster vil både være med til at smelte nybyggeriet ind i landskabet og gøre, at udefrakommende ikke kan komme helt tæt på bygningerne.

Som det allersidste lukker anlægsgartnerne hullerne i de levende hegn mod vest og syd med nye træer og buske, som med tiden vil slette sporene af den store byggeplads, som engang var her.


Skal passes og plejes

Det er tegnestuen Opland, der har lavet det grønne design og den omhyggelige beplantningsplan, og landskabsarkitekt Lars Alva-Jørgensen håber, at der vil blive passet godt på haverne

- I modsætning til byggeriet er haverne jo ikke færdige, når vi afleverer byggeriet. De vil kræve omsorg og pasning, hvis de skal udvikle sig og gro til. Det er især vigtigt de første fem år, indtil væksterne kommer rigtigt i gang, så vi håber, at man vil afsætte de nødvendige resurser til at passe og pleje dem, siger han.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor