
Et godt samarbejde mellem patient, pårørende og medarbejdere er en vigtig indgang til bedre at kunne imødekomme patientens ønsker og behov for støtte og behandling og dermed hjælpe patienten godt videre til en bedre hverdag. Det er ingen let opgave at være pårørende, og derfor lanceres nu både et pårørendesite, en pårørendeguide og en pårørendepolitik.

Hospitalsdirektør Martin Lund, Region Hovedstadens Psykiatri
– Pårørende lægger vægt på andre ting end de sundhedsprofessionelle, og den viden er vigtig i forhold til at øge kvaliteten af behandlingen. De pårørende spiller ofte en vigtig rolle i forhold til patienternes dagligdag og liv, derfor vil vi gerne styrke de pårørendes muligheder for at hjælpe patienterne, udtaler hospitalsdirektør Martin Lund, Region Hovedstadens Psykiatri.
Som pårørende kan man have mange spørgsmål og et behov for at blive hørt og orienteret. Derfor er pårørendepolitikken blevet udarbejdet, så der er et fælles udgangspunkt for et godt samarbejde og en mere struktureret dialog mellem pårørende og medarbejdere. Det kan være med til at styrke patientens muligheder for at tackle de udfordringer, der kan opstå undervejs i et behandlingsforløb eller i forlængelse heraf.
– Vi har i psykiatrien gennem de seneste år rykket os i en god retning i forhold til at inddrage de pårørende, når deres nærmeste rammes psykisk sygdom. Vi vil gerne forpligte os på at fortsætte den gode udvikling, og det er den nye pårørendepolitik blandt andet et bevis på, siger Martin Lund.
Frem mod sommerferien vil Region Hovedstadens Psykiatri ansætte fem nye pårørendementorer, som skal være med til at sikre, at man føler sig bedre klædt på som pårørende.
Pårørendesitet har målrettet indhold til dig, der er pårørende til en voksen, til et barn og til børn, der er pårørende. Vi har også samlet materiale og links til kurser, arrangementer målrettet pårørende, og du kan blandt andet finde en oversigt over foreninger for patienter og pårørende.
Pårørendekurser er udviklet i samarbejde med SIND og Bedre Psykiatri
Pårørendeguiden bygger på erfaringer fra pårørende samt forskning og praksisviden fra Region Hovedstadens Psykiatri. Guiden kan give inspiration til, hvordan du kan arbejde med og håndtere dine vilkår som pårørende, og hvordan du kan støtte din nærtstående, samarbejde med psykiatrien og samtidigt passe på dig selv. Guiden er udarbejdet i samarbejde med regionskredsene i de to foreninger SIND og Bedre Psykiatri.
Pårørendepolitikken er et vigtigt fælles udgangspunkt for at skabe mere tryghed for både patienten og de pårørende. Den giver klarere rammer for et godt samarbejde mellem patienter, pårørende og medarbejdere i Region Hovedstadens Psykiatri.
Pårørendementorer bliver tilknyttet fem psykiatriske centre og skal blandt andet sikre en god dialog mellem pårørende og medarbejdere.
Du kan besøge pårørendesitet, hvor du også kan finde Pårørendepolitikken, Pårørendeguiden og links til arrangementer og kurser for pårørende her www.psykiatri-regionh.dk/pårørende.