I år var det 14. gang Region Hovedstadens Psykiatri afholdt sommerskole. Og i år var godt 50 sygeplejestuderende samlet for at høre mere om psykiatrien.
Uddannelseskonsulent Gitte Tønnes, der er tovholder for sommerskolen, sætter ord på, hvad det er, sommerskolen kan:
"Sommerskolen skaber et unikt rum, hvor faglig viden og personlige erfaringer mødes - det giver deltagerne en dybere forståelse af psykiatrien. Vi ønsker at bygge bro mellem teori og virkelighed. Og når faglige oplag kombineres med patientfortællinger, kan vi se, at læringen bliver både nærværende og meningsfuld."
Også de studerende er glade for skolens vekslen mellem faglig viden og personlig erfaring. Her kan du høre fire af årets deltagere fortælle om, hvorfor de havde meldt sig, og hvad der gjorde indtryk:

Laura, Lærke, Frederikke og Maja var alle med på årets sommerskole
Laura, 4. semester
- Jeg har meldt mig til sommerskolen, fordi jeg er nysgerrig på psykiatrien generelt. Vi har lige været ude i klinik i psykiatrien på 3. semester, så sommerskolen er en mulighed for at få et bredere billede og få mere viden. Og så er det en god mulighed for at være sammen på en anden måde og lære andre studerende og andre skoler at kende.
- Jeg tager en øget interesse i psykiatrien med mig videre. Der er mange muligheder og mange veje at gå i psykiatrien. Jeg synes, det er inspirerende, at der ikke bare er et facit i psykiatrien. Lige nu er psykiatrien også meget oppe i medierne og i samfundet i det hele taget, og det betyder, at det er noget meget samfundsrelevant, vi taler om, når vi er her. De mennesker, der kommer og fortæller og holder oplæg, brænder virkelig for psykiatrien og for det, de laver. Det kan man mærke.
Maja, 4. semester
- Jeg har meldt mig, fordi psykiatrien er et område, jeg interesserer mig utrolig meget for – både fagligt og personligt. Mine fire børn og jeg har alle sammen diagnoser, og derfor har jeg en stor personlige interesse i psykiatrien.
- Jeg tager især viden inden for områder, jeg ikke selv har arbejdet inden for, med mig videre. Børn og unge har jeg fx kun personlig erfaring fra, der har jeg ikke selv arbejdet, men der har sommerskolen givet et fagligt indblik. De personlige fortællinger har stået stærkt og gjort, at jeg har fået en større forståelse for patienterne. Det er spændende at høre deres fortællinger om, hvordan de er kommet videre, og høre deres bud på, hvad vi som sygeplejersker kan gøre.
Frederikke, 4. semester
- Jeg har meldt mig, fordi jeg gerne ville lære lidt mere om psykiatrien. Jeg er ikke sikker på, at jeg vil arbejde i psykiatrien, når jeg er færdig, men jeg synes, det er et spændende område. Jeg har selv været en del af den som patient og vil gerne lære den at kende på en anden måde og se, hvad man gøre af forbedringer, for som patient oplever man mange mangler, så det er godt at se fra den anden side, hvor vilkår gør det svært.
- Jeg synes, diagnoser er en spændende snak. Vi havde et oplæg af en psykolog, der var provokerende og interessant og gav en god debat om diagnoser. Der har været en del 2. semesterstuderende med på sommerskolen, og jeg tænker, at det især for dem, fordi de ikke har været ude i psykiatrien endnu, får et rigtig godt indblik, for psykiatrien er noget helt andet end det, vi ellers er ude i.
Lærke, 4. semester
- Jeg har meldt mig sammen med mine studieveninder, fordi vi synes, det kunne være sjovt at være sammen og få en faglig oplevelse sammen. Og så synes jeg, at psykiatrien er megaspændende, og det er en god mulighed for at blive lidt mere afklaret i forhold til, hvilken vej man gerne vil gå. Psykiatrien er noget helt andet. Det er nogle helt andre patienter, og det er nogle andre relationer, man skal danne, og det, synes jeg, er interessant.
- Der har været en masse gode og interessante foredrag og oplæg. Det gør, at man reflekterer over, hvordan man gerne selv vil være, når man er færdig som sygeplejerske, hvordan man vil tilgå patienterne.
De personlige fortællinger har været rigtig gode, og er meget inspiration at hente. De har fortalt, hvad de gerne vil, at sygeplejerskerne gør. Og så er det noget andet at få sat en "ægte" person på. Det er noget andet end en case i en bog. Nogle af dem er virkelig gode til at trække en med ind, så man bliver en del af fortællingen.