Lær dine reaktioner at kende
Som pårørende kan du opleve svære eller kriseprægede perioder, hvor din nærmeste har det rigtig dårligt. Du smider måske alt, hvad du har i hænderne, hvilket er en normal reaktion, men det er svært at holde til på lang sigt.
I perioder med krise kan det måske hjælpe at blive bevidst om, hvilke situationer der presser dig:
Hvad sker der, når du mærker, at du har nået din grænse for, hvad du kan og magter at tage dig af?
Tegn på overbelastning kan fx være, at du:
føler ubehag og reagerer uhensigtsmæssigt på selv små ting.
oplever, at din puls stiger.
sover dårligere om natten.
får det ubehageligt, fx under et besøg på lukket afsnit.
er kort for hovedet.
trækker dig fra andre mennesker.
Hvis du lærer dine reaktioner at kende, og hvilke situationer der udløser ubehag, kan du måske bedre nå at stoppe op i tide eller række ud efter støtte og hjælp undervejs.