1. Vi har brug for 7-9 timers søvn
Langt de fleste af os har brug for 7 til 9 timers søvn for at holde hjernen i topform. Det er der 20-30 procent af befolkningen, der ikke får. En ekstremt lille skare kan klare sig med 4 til 5 timer og stadig være velfungerende. Og i den anden ende af skalaen er der teenagere med en hjerne under ombygning og i vækst. De har godt af at sove ti timer i døgnet.
2. For lidt søvn kan tydeligt mærkes
Når vi sover for lidt og for dårligt, bliver funktionen i cellerne i vores krop generelt nedsat. Hvis vi fx sover under 6 timer i døgnet, svarer det til, at cellernes funktion bliver 10 år ældre på grund af den manglende søvn. Det vil sige, dine celler fungerer langsommere, og din koncentrations- og reaktionsevne bliver nedsat. Du kan også blive i dårligere humør eller have svært ved at styre dine følelser.
For lidt søvn over lang tid har desuden en lang række konsekvenser for helbredet, blandt andet kan det øge risikoen for sukkersyge og hjerte/karsygdomme, ligesom immunforsvaret svækkes.
3. Hjernen vaskes i løbet af natten
Søvnen er så vigtig, fordi hjernen under søvn gennemgår en vaskeproces, hvor et rørsystem pumper væske ind mellem hjernecellerne, som skyller affaldsstoffer væk og over i kroppens lymfesystem, hvor affaldsstofferne bliver transporteret ned til leveren, hvor de bliver nedbrudt. Denne vigtige natlige vask bliver ringere med årene og sker bedst under dyb søvn.
4. Søvnen kan inddeles i 4 stadier
Søvnen kører efter et program , hvor alle 4 stadier producerer forskellige hjernebølger og elektrisk aktivitet. Fra døsen, der er den første af søvnens stadier, til fjerde stadie, der er den specielle og drømmerige REM-søvn. Det betyder, at vi alle har flere opvågninger i løbet af natten – vi husker dem bare ikke. Søvncyklussen gentages gang på gang natten igennem, og en søvncyklus varer mellem 90 og 110 minutter. Typisk kan du nå 4 til 6 omgange, inden du vågner.
5. Din døgnrytme sætter aftryk i din søvn
Din døgnrytme styres af et lille bundt nerveceller dybt inde i hjernen, der synkroniserer kroppens funktioner til en 24-timersrytme. Fx sørger disse celler for at sænke produktionen af urin og din hjerterytme og at skrue op for søvnhormonet melatonin om natten.
Alle levende organismer har i øvrigt et 24-timers døgnrytmesystem, som følger det astronomiske døgn – Jordens rotation om sig selv. Det giver rigtig god mening at kigge på din døgnrytme, hvis du sover dårligt. Det er nemlig ofte en række dårlige vaner, mens vi er vågne, der spolerer en god og lang nats søvn.