Der findes en særlig enhed i psykiatrien, hvor du med en henvisning fra en læge, kan få en grundig vurdering af din medicinske behandling på baggrund af dine symptomer. Fx hvis du har en kompliceret medicinering, komplicerede bivirkninger eller hvis der er en anden sygdom, som komplicerer behandlingen.
Kræver henvisning af en læge
For at få efterprøvet din medicinske behandling, skal du henvises af din behandlende læge. Henvisningen sendes til psykiatriens central visitation, CVD, og skal indeholde en tydelig beskrivelse af din aktuelle problemstilling, hvad der ønskes undersøgt og en opsummering af den behandling, du har modtaget.
Hvis CVD vurderer, at du skal henvises til en second opinion, vil du før samtalen muligvis blive bedt om at udfylde spørgeskemaer via MinSP og få foretaget blodprøve. Dette for at sikre, at der er et tilstrækkeligt grundlag til at efterprøve din diagnose.
Hvordan foregår en second opinion?
Du vil få tilbudt en samtale med en erfaren læge, som vil indhente relevante oplysninger hos dig og din behandler om din nuværende og tidligere behandling. Fx effekt og bivirkninger af din medicin. Den endelige tilbagemelding om forslag til eventuelle ændringer i din behandling vil bero på en grundig journalgennemgang og en drøftelse af konklusionen på en tværfaglig konference i Enheden for kompliceret skizofreni.
Hvordan får jeg svar og hvad skal der ske bagefter?
Det er typisk det afsnit, som har henvist dig, som også giver dig tilbagemeldingen på second opinion, og hvordan det eventuelt skal anvendes i din fremtidige behandling.
Som udgangspunkt skal du også fortsætte din behandling det sted, som henviste dig. Men i nogle tilfælde er det mest hensigtsmæssigt, at enheden overtager ansvaret for din behandling.
I ganske særlige tilfælde kan du blive tilbudt forløb i enheden, i gennemsnit af 3-12 måneders varighed. Det vil typisk være med et konkret formål, fx afprøvning af et bestemt lægemiddel.
Second opnion foregår i Enheden for kompliceret skizofreni i Glostrup.
Læs mere her.