Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Om psykoterapi

Psykoterapi (også kaldet samtaleterapi) er den samlede betegnelse for mange af de terapifo​rmer, du kan møde i dit behandlingsforløb. Terapien kan være individuel eller foregå i gruppe.

Hvad er ps​​ykoterapi?

Psykoterapi er en veldokumenteret behandlingsform, der særligt bruges i behandlingen af fx angstlidelser, depression, PTSD, spiseforstyrrelser og personlighedsforstyrrelser.

Psykoterapi bygger på tanken om, at når du begynder at forstå dine følelser, tanker og handlinger, kan du bedre ændre uhensigtsmæssige mønstre og komme til at leve det liv, du ønsker.

Psykoterapi – både i grupper og individuelt – vil altid være det bærende element, når du følger et længere forløb på et ambulatorium i et såkaldt pakkeforløb for fx en angstlidelse eller depression.

Læs om pakkeforløb for de forskellige diagnoser.​

Når du er indlagt, kan du også få tilbudt psykoterapeutiske samtaler. Flere psykiatriske centre er i disse år i gang med at ansætte psykologer. Det gælder også på de lukkede sengeafsnit, og medarbejderne bliver undervist i psykoterapeutiske metoder.

Terapien går ofte hånd i hånd med medicinsk behandling, og medicin kan være afgørende for, at du får mest muligt ud af dit psykoterapiforløb. Det kan fx give dig overskud til at lave de forskellige øvelser og hjemmeopgaver mellem sessionerne, som det kræver for at få det bedste udbytte af terapien.​

Hvis du er i et ambulant forløb og får psykoterapi i gruppe, vil det ofte være i grupper a otte til ti personer. Behandlerne kan være psykologer, psykoterapeuter og læger.

Måske synes du, det kan være svært at dele dine tanker med fremmede i gruppeterapien. Men erfaringen viser, at gruppeterapi er en effektiv behandlingsform. Mange bliver glade for at være i en gruppe, fordi det kan være en stor lettelse at dele svære tanker og følelser med andre. Måske finder man ud af, at andre også har dem, og det kan være en stor forløsning. I gruppeterapi anvendes forskellige psykoterapeutiske metoder (se nedenfor).​

Se video med eksempel på, hvordan man kan opleve et gruppeforløb på Psykoterapeutisk Center Sto​lpegård​


I nogle tilfælde tilbydes individuel psykoterapi eller en kombination af individuel terapi og gruppeterapi.

Hvor mange timer, der er afsat til hver enkelt diagnose, kan du se i pakkeforløbene for forskellige psykiske lidelser på Danske Regioners hjemmeside.​

I de individuelle samtaler kan forskellige metoder anvendes (se nedenfor).

Til de individuelle samtaler taler du med en psykolog, en psykoterapeut eller en læge.​


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden