Behandling af pædofili
Hvis man vurderer, at det er relevant for dig at opstarte behandling for pædofili, vil det ske individuelt eller i gruppe.
Målet med behandlingen er, at du får indsigt i din seksuelle interesse i børn og dermed får bedre forudsætninger for at forstå din seksualitet og den måde, du har brugt din seksualitet på. Det er vigtigt, at du fremadrettet kan håndtere din seksuelle interesse i mindreårige på en måde, så du ikke handler på den og hermed kan undgå at skade andre og dig selv.
Læs mere om problemer med seksuelle tanker og fantasier om børn på brydcirklen.dk, der er en del af Sexologisk Klinik
Hvad er pædofili?
På baggrund af befolkningsundersøgelser vurderer man, at omkring en procent af befolkningen kan have symptomer på pædofili.
Ved pædofile handlinger forstår man seksuelle aktiviteter mellem en voksen og et barn under 15 år. Ved aktiviteter forstås alt, der føles seksuelt for den person, der begår overgrebet. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er seksuel berøring af barnet eller kropskontakt med barnet, men at den kontakt, der finder sted, opleves seksuelt krænkende for barnet.
Det kan fx dreje sig om en voksen mand, der reelt ville have foretrukket en voksen kvinde som seksualpartner, hvis det kunne have ladet sig gøre. I psykiatrisk forstand er en sådan mand ikke pædofil men seksualkriminel.
Eksempler på seksuelt misbrug af børn
At berøre et barn på brystet, ved kønsorganet eller numsen for at opnå seksuel opstemthed/nydelse.
At få et barn til at kigge på eller berøre en andens kønsorganer.
At lege seksuelle lege med et barn.
At onanere eller berøre sig selv, mens der er et barn til stede/et barn ser på.
At bede et barn om at berøre sig selv på dets kønsorganer.
At stikke kropsdele (tunge, finger, penis) eller objekter ind i et barns mund, vagina eller anus.
At foretage seksuelle telefonopkald eller skrive seksuelle beskeder til et barn på telefon eller online.
At belure et barn, mens det klæder om, er i bad eller på toilettet.
Hvis du bliver henvist til behandling
Behandlingen bliver indledt med en individuel samtale, hvor vi afklarer din aktuelle situation.
Vi vil blandt andet spørge dig om:
hvor lang tid du har haft seksuelle tanker om børn.
du har handlet på seksuelle tanker ved at opsøge børnepornografi, chat eller onlinekontakt med mindreårige.
du har begået fysisk overgreb mod et barn.
du er blevet anmeldt til politiet, eller om du selv har opsøgt kontakt med politiet.
du er sigtet eller dømt for seksuelle overgreb – nu eller tidligere.
der er nogen i din omgangskreds, der ved, hvad der er sket.
hvordan hverdagen ser ud hos dig her og nu?