Hvordan bliver du visiteret?
Der er hjælp og tilbud i Serviceloven, som du skal visiteres til. Fx til pædagogisk støtte i dagligdagen eller til et midlertidigt eller varigt botilbud m.m.
Det sker via en samtale, hvor sagsbehandleren får overblik over hele din situation (arbejde/uddannelse, daglige rutiner og gøremål, afhængighed, psykiske udfordringer, mad med mere). Denne samtale – også kaldet VUM – resulterer i en faglig vurdering, der danner baggrund for, om du kan visiteres – det vil sige få den ønskede hjælp eller tilbud.
Du kan klage over en afgørelse
Hvis du får afslag på tilbud efter Serviceloven, så kan du altid bede om at få en skriftlig afgørelse. Her vil der også stå, hvordan du kan anke afslaget.
Du vil kunne klage både mundtligt og skriftligt. Når kommunen har modtaget din anke, har kommunen fire uger til at genbehandle din klage og vurdere, om der er kommet nye oplysninger.
Hvis kommunen vurderer, at der er kommet nye oplysninger, som har betydning for afgørelsen, så laver kommunen en ny afgørelse, som sendes til dig. Hvis du fortsat ikke er tilfreds, kan denne nye afgørelse ankes på ny.