Brug ventetiden til fordel for dig selv
1. Lav en aftale
Lav en aftale hos egen læge lidt ud i fremtiden for at have et fast holdepunkt. Det kan fx være, når en medicinsk behandling forventes at begynde at virke, eller du venter på første samtale med en praktiserende psykolog eller psykiater.
2. Skriv en huskeliste
Skriv en huskeliste med de ting, du gerne vil tale med din læge, psykiater eller psykolog om, når I ses.
3. Har du fysiske symptomer?
Har du fysiske symptomer, der skal ses på, er det vigtigt også at få gjort det. Du kan ofte opleve, at det vil kræve flere konsultationer at undersøge flere problemstillinger.
4. Lav en lille dagbog
Lav en lille dagbog, hvor du beskriver, hvordan du har det. Dette kan du fx gøre på din telefon. Så kan du registrere frem- eller tilbagegang, og mere præcist beskrive din tilstand, når du har samtaler med din læge, psykolog eller psykiater.
5. Spørg
Hvis du har aftalt med din læge at se tiden an, så spørg, hvornår du kan forvente bedring, eller hvornår medicinen forventes at virke.
6. Får du det værre?
Hvis du får det værre, kan du altid kontakte din egen læge igen.
7. Pas på dig selv
Husk at vise omsorg for dig selv i ventetiden.