Hvad vil du fortælle din arbejdsplads og hvordan?
Du kan på forhånd gøre dig tanker om, hvordan du kontakter din arbejdsplads m.m. Måske har du ikke lyst til at fortælle, hvad det handler om. Ligegyldigt hvad må din arbejdsgiver ikke spørge dig om, hvad du fejler. De må kun spørge om, hvilken betydning sygdommen har for dit arbejde.
Sådan fungerer en lægeerklæring
Når du har været sygemeldt en uges tid, vil din arbejdsgiver som regel bede dig om en lægeerklæring. Prisen for en lægeerklæring varierer alt efter typen af erklæring, og du betaler i første omgang selv for erklæringen, men beløbet bliver refunderet efterfølgende, fordi det er din arbejdsplads, der beder om erklæringen.
Der er tre forskellige muligheder for lægeerklæringer:
Friattest
En friattest, hvor din læge blot bekræfter, at dit fravær skyldes sygdom.
Varighedsattest
En varighedsattest, hvor din læge laver et skøn over, hvor længe du vil være sygemeldt. Ifølge helbredsoplysningsloven må din læge ikke skrive, hvad du fejler.
Mulighedserklæring
En mulighedserklæring har til formål at få afklaret, hvordan du eventuelt kan fortsætte med at arbejde, også selvom du er syg. Din arbejdsgiver har ret til at indkalde dig til samtalen, og du har pligt til at deltage. Hvis du ikke kan møde op på grund af din sygdom, kan I tale sammen på telefon/Skype m.m.
Under samtalen gennemgår I, hvordan sygdommen eventuelt begrænser din mulighed for at arbejde. I skal også tale om, om der er ændringer i dit arbejde, der kan gøre, at du på trods af sygdommen kan arbejde helt eller delvist igen.
Den ene del af mulighedserklæringen udfylder du og underskriver sammen med din arbejdsgiver. Den anden del udfylder din læge på baggrund af en samtale med dig. Her vurderer lægen, om arbejdsforholdene og eventuelle ændringer er hensigtsmæssige i forhold til dit helbred. Denne lægeerklæring giver du herefter til din arbejdsgiver.
Din indtægt under sygemelding
Vær opmærksom på, at en sygemelding kan gøre din økonomi usikker. Find derfor ud af, om du får fuld løn under din sygdom, eller om du får sygedagpenge eller noget andet. Højeste sygedagpengesats er 19.351 kroner om måneden (2022 takster).
Fuld løn under sygdom
En del lønmodtagere får fuld løn under sygdom. Når du har været syg i 30 dage, får arbejdsgiveren dækket den del af udgiften til din løn, der svarer til din sygedagpengesats. Der vil i den forbindelse blive oprettet en sygedagpengesag i din kommune, hvor kommunen vil bede dig om at levere oplysninger, deltage i møder med mere.
Ingen løn under sygdom
Du kan eventuelt få sygedagpenge fra din kommune fra første sygedag. Betingelsen er, at du ikke kan arbejde på grund af sygdom og opfylder beskæftigelseskravet i Sygedagpengeloven. Kontakt din kommune og hør nærmere om, hvad du skal gøre og om frister.
Læs mere om sygedagpenge på borger.dk
Er du arbejdsløs?
Hvis du er arbejdsløs, skal du på din første sygedag melde dig syg i din a-kasse og på jobcentret. A-kassen vil stoppe udbetalingerne af arbejdsløshedsdagpengene, og du kan i stedet få sygedagpenge. Det er det samme beløb. Du skal ikke være tilmeldt som arbejdssøgende under de første 14 dages sygdom.
Er du på kontanthjælp?
Hvis du er på kontanthjælp, skal du på din første sygedag melde dig syg til dit jobcenter. Du får det samme beløb, mens du er syg.
Er du selvstændig?
Hvis du er selvstændig erhvervsdrivende, kan du som udgangspunkt få sygedagpenge efter to ugers sygdom. Beløbet afhænger af din indtægt. Hvis du har tegnet en sygedagpengeforsikring, kan du få sygedagpenge fra enten første eller tredje sygefraværsdag. Du skal anmelde sygefraværet til kommunen via Nemrefusion.
Læs mere om dine muligheder på borger.dk