Familiesamtaler
En familiesamtale tilbydes, som udgangspunkt, til alle familier der har kontakt til Region Hovedstadens Psykiatri. Samtalen afholdes af fagpersoner, oftest af en nøgleperson. Barnet deltager sammen med sine forældre, eller en anden vigtig voksen og samtalen varer typisk 1-1½ time.
Inden selve familiesamtalen vil der altid blive holdt en forsamtale, hvor de deltagende voksne kan mødes med fagpersonerne og drøfte rammerne for familiesamtalen, samt udtrykke forventninger og ønsker til samtalen.
Familiesamtalen giver mulighed for at få talt om barnets oplevelse af situationen og hvordan det påvirker familien og for at barnet kan få mulighed for at stille spørgsmål og få viden om den psykiske sygdom og behandlingen.
Familiesamtalen er en pårørendesamtale, som er særligt rettet mod barnet/den unge og hvor indholdet er gensidig information og har støttende karakter. Familiesamtalen er derfor ikke en behandlingssamtale, men en informationssamtale.
Du kan læse mere om familiesamtaler i denne pdf, og hvis du er interesseret i en familiesamtale, kan du altid kontakte din kontaktperson/behandler der hvor du er i behandling.
Børnekurser
Region Hovedstandes Psykiatri og Psykiatrisk Center Ballerup tilbyder også børnekurser til børn som er pårørende, som udbydes løbende.
Børnekurser er, som udgangspunkt, for børn i alderen 9-16 år som er pårørende til, enten en forælder eller en søskende der er eller har været i behandling i Region Hovedstadens Psykiatri.
Kurserne giver muligheden for at barnet kan møde andre børn i nogenlunde samme aldersgruppe, som har lignende tanker og oplevelser som dem selv.
Hvad tilbyder børnekurser?
Gennem øvelser, snakke, undervisning og leg får børnene på børnekurset viden om, hvad psykisk sygdom er. De får værktøjer til at sætte ord på tanker og følelser, og de møder andre børn, der også har en mor eller far, der er ramt af en psykisk sygdom.
Fakta om børnekurserne:
- Bliver afholdt på flere psykiatriske centre I Region Hovedstaden
- Forløber over 6 eftermiddage kl. 16-17:30, 1 gang om ugen
- Er gratis
- Har plads til 6-8 børn pr. kursus
- Starter med et opstartsmøde for både børn og forældre
- Afholdes af 2 børnekursusledere, som begge har flere års erfaring fra psykiatrien og er uddannet i at varetage kursusforløb for børn.
Tilmelding og mere info
Børnekurserne bliver udbudt på flere psykiatriske centre i Region Hovedstaden, hvilket vil sige at man, når man bliver skrevet på ventelisten, kan blive tilbudt et kursus på forskellige centre og ikke kun der hvor man er i behandling. Man kan frit vælge ud fra hvad der passer bedst i forhold til tid og geografi. Det er altid muligt at takke nej til et tilbudt kursus, og forblive på venteslisten.
De psykiatriske centre er følgende:
- Psykiatrisk Center Ballerup, beliggende i Ballerup.
- Psykiatrisk Center Glostrup, beliggende i Glostrup og Brøndby
- Psykiatrisk Center Nordsjælland, beliggende i Hillerød og Helsingør
- Psykiatrisk Center København, beliggende i Gentofte og i København.
- PsykInfo, Rådgivnings – og Informationscenter for Region Hovedstadens Psykiatri, beliggende ved Nørreport st.
Vil du gerne melde dit barn til børnekursus, eller bare høre lidt mere om tilbuddet, så kontakt din behandler eller kontaktperson eller PsykInfo på mail psykinfo@regionh.dk eller telefon 68641300."
Du kan se mere i nedenstående video om børnekurser.