Denne måneds forskningsresumé er udarbejdet af  Frederik Weischer Frandsen, psykolog (cand.psych.aut.)

Formål

Formålet med undersøgelsen var at validere om Patient Attachment Coding System (PACS) kan vurdere patienters tilknytningsstil, som målt ved Adult Attachment Interview, ved at analysere patientens måde at kommunikere i én enkelt terapisession.

Deltagere/metode/baggrund

PACS metoden er udviklet ud fra antagelsen om, at der findes observerbare processer i psykoterapi sessioner, som er specifikke for forskellige typer af tilknytningsstil.

I et tidligere studie (Talia et. al., 2014) blev PACS udviklet ved systematisk at gennemgå og analysere transkriptioner af psykoterapisessioner med klienter man på forhånd vidste var klassificeret med enten tryg, usikker-ambivalent eller usikker-undgående tilknytningsstil via AAI interviewet. Man ledte efter markører i patientens måde at kommunikere med terapeuten, som udtryk for en af de tre tilknytningsstile, sådan som de er beskrevet i tilknytningslitteraturen. Her fandt man mønstre for, hvordan patienter med forskellig tilknytningsstil regulerede relationen med terapeuten. Trygt tilknyttede patienter viste tendens til at indgå i en fri og samarbejdende dialog, hvor der nemt opstod en følelsesmæssig kontakt. Usikkert-undgående tilknyttede patienter talte nærmest med dem selv og gav meget få muligheder for at lade terapeuten udvise støtte og komme tæt på. Endelig havde de usikker-ambivalent tilknyttede patienter en tendens til at søge meget nærhed via terapeutens konstante validering og dermed efterlade meget lidt plads til terapeutens bidrag.

Formålet med det aktuelle studie var at validere PACS i forhold til AAI ved at benytte metoden på et stort sample af patienter indenfor flere forskellige terapiretninger. Undersøgelsen inkluderede 160 patienter behandlet med 5 forskellige terapiformer (to typer kognitiv terapi, psykodynamisk, relationel og støttende terapi) i tre forskellige lande. I studiet blev alle patienter vurderet med AAI inden opstart af deres behandling, da dette anses som gold standard for vurdering af tilknytningsstil. Derefter blev én terapisession fra hver patient analyseret med PACS metoden af uafhængige kodere. I den statistiske analyse sammenholdt man derefter i hvor høj grad AAI og PACS målingerne stemte overens, for hermed at kunne udsige sig om hvorvidt PACS kan anses som et validt mål for patienters tilknytningsstil.

Hovedfund

Resultaterne fra studiet viser, at PACS metoden har høj reliabilitet (konsistens) imellem forskellige kodere. Dernæst var studiets primære resultat, at PACS metoden også har høj validitet i forhold til AAI. Analyserne viste således, at der var høj overensstemmelse mellem patienternes tilknytningsstil målt ved AAI interviewet og ved PACS metoden. Den gode overensstemmelse gjaldt både den overordnede klassifikation (altså tryg, usikker-ambivalent eller usikker-undgående) samt de forskellige sub-klassifikationer og enkelt skalaer som både AAI interviewet og PACS metoden er opdelt i.

Konklusion og/eller

At PACS metoden viser sig som et både konsistent og validt mål til at undersøge patienters tilknytningsstil i psykoterapi bekræfter teoretiske antagelser og kliniske observationer om, at patienters måde at indgå i den terapeutisk relation er forskellig afhængig af deres tilknytningsstil. PACS metoden åbner således op for nye forskningsmuligheder, ved både at give en lettere adgang til at vurdere patienters tilknytningsstil uden administration af AAI interviewet, samt muligheder for at undersøge den psykoterapeutiske proces. PACS metoden giver f.eks. mulighed for at undersøge sammenhængen mellem forandringer i patienters tilknytningsstil i løbet af et terapiforløb og effekten af terapien. Ligeledes bliver det muligt at undersøge selve den terapeutiske proces i en enkelt session og her f.eks. undersøge hvordan terapeutens interventioner er virksomme (eller ikke virksomme), ved at analysere om der sker forandringer i patientens distancerede eller ambivalente tilknytningsadfærd i sessionen. Endelig ved man også, at én af PACS skalaerne er et validt mål for patientens mentaliseringsevne (Talia, 2019), hvilket åbner muligheden for at undersøge forandringer i patientens mentaliseringsevne i løbet af et behandlingsforløb.

Kommentarer – herunder styrker/svagheder

Svagheder: Én svaghed ved studiet er, at man kun har analyseret én session per patient, hvilket kan gøre det usikkert hvor konsistent PACS målingen er henover flere terapisessioner. Derudover er det endnu uklart hvordan PACS målinger vil udvikle sig i løbet af et længere terapiforløb, og om dette vil kunne forstås som en forandring i patientens tilknytningsmønster eller forandringer i relationen ml. patient og terapeut.

En anden svaghed er, at PACS metoden endnu ikke inkluderer den fjerde tilknytningskategori desorganiseret tilknytning.

Udover måling af patienters tilknytningsmønstre har Alessandro Talia og hans kolleger også udviklet en tilsvarende metode til at måle terapeuters tilknytningsstil i den terapeutiske dialog - dette mål kaldes Therapist Attunement Scales (TASc). Interesserede læsere kan med fordel læse mere om PACS, TASc og den tilknytningsbaserede psykoterapiforskning i følgende publikationer:

• Talia, A. et al. AAI predicts patients' in-session interpersonal behavior and discourse: a "move to the level of the relation" for attachment-informed psychotherapy research. Attachment & Human Development 16, 192–209 (2014).
  
  
• Talia, A., Muzi, L., Lingiardi, V. & Taubner, S. How to be a secure base: therapists' attachment representations and their link to attunement in psychotherapy. Attachment & Human Development 1–18 (2018) doi:10.1080/14616734.2018.1534247.
  
  
• Talia, A., Taubner, S. & Miller-Bottome, M. Advances in research on attachment-related psychotherapy processes: seven teaching points for trainees and supervisors. ResPsy 22, (2019).
  
  
• Talia, A. et al. Mentalizing in the presence of another: Measuring reflective functioning and attachment in the therapy process. Psychotherapy Research 29, 652–665 (2019).