Deltagere og metode

Studiet bygger på lydoptagelser af 10 individuelle SDM-samtaler mellem patienter med depression og deres terapeuter, hvor de brugte et fysisk beslutningsstøtteværktøj (BESLUTNINGSHJÆLPER™).
Patienterne deltog i gruppebaseret kognitiv adfærdsterapi og havde via Routine Outcome Monitoring (ROM) vist utilstrækkelig behandlingsfremgang. De blev derfor tilbudt en individuel SDM-session, hvor terapeut og patient sammen skulle vælge mellem forskellige individuelle add-on interventioner, herunder caseformulering, netværksinddragelse, samarbejdende udredning eller commitment strategier (Gryesten et al., 2026b).
Samtalerne blev analyseret med en struktureret kvalitativ metode inspireret af konstruktivistisk grounded theory og symbolsk interaktionisme med fokus på, hvordan beslutninger blev taget gennem dialogen mellem patient og terapeut.

Hovedfund

Analysen identificerede tre centrale forhandlingsprocesser, der indgik i beslutningsprocessen.

1. Forhandling af rammerne for samtalen

Selvom terapeuterne havde informeret patienterne om rationalet for samtalen, interagerede terapeuter og patienter ofte som om de ikke havde samme oplevelse af, hvilken type samtale de havde. Patienterne orienterede sig ofte mod en terapeutisk samtale, hvor de delte sårbare oplevelser, mens terapeuterne samtidig skulle introducere en mere struktureret beslutningsproces. Når terapeuten skiftede for brat fra terapeutisk udforskning til beslutningshjælp, kunne det opleves som et brud i samtalen. Omvendt kunne en mere glidende overgang understøtte både den terapeutiske relation og beslutningsprocessen.

2. Forhandling af præferencer

Patienterne var transparente om deres præferencer, men analysen viste, at terapeuter ofte indirekte påvirkede beslutningen. Dette skete eksempelvis ved, at de gentagne gange vendte tilbage til bestemte behandlingsmuligheder eller fremhævede fordelene ved disse. Terapeuterne udtrykte sjældent deres egne præferencer direkte, men deres faglige vurderinger kom alligevel til udtryk gennem samtalens opbygning. Forhandlingen af præferencer fremgik dermed ikke synligt, men gennem deltagernes interaktion.

3. Forhandling af beslutningens betydning

Den endelige beslutning viste sig ikke kun at handle om valg af intervention. For nogle patienter blev selve beslutningsprocessen et vigtigt terapeutisk øjeblik, hvor de formulerede egne værdier, mål og håb for behandlingen. Dermed fungerede beslutningen som en katalysator for motivation og engagement. Hvorvidt beslutningen blev en symbolsk handling eller et terapeutisk betydningsfuldt moment, blev forhandlet i samspillet mellem terapeut og patient.

Konklusion

Studiet viser, at fælles beslutningstagning i psykoterapi indebærer løbende interaktion mellem terapeut og patient, hvor der kontinuerligt forhandles om samtalens rammer, behandlingspræferencer og betydningen af den endelige beslutning.
Resultaterne peger samtidig på, at selve beslutningsprocessen kan have terapeutisk værdi og understøtte patientens motivation.
Implikationer for praksis
Implementering af fælles beslutningstagning i psykoterapi kræver mere end et beslutningsstøtteredskab. Terapeuterne skal kunne balancere den terapeutiske udforskning med den mere strukturerede beslutningsproces og samtidig være opmærksomme på, hvordan egne præferencer kan påvirke patienternes valg. Studiet understreger derfor behovet for træning i at integrere fælles beslutningstagning med psykoterapeutiske processer.​

Det kan muligvis være en fordel at lade en anden kliniker end den behandlende terapeut gennemføre beslutningssamtalen, da det kan mindske spændingen mellem den terapeutiske og den beslutningsorienterede ramme. Omvendt peger studiet på, at selve beslutningsprocessen kan have værdi for den igangværende terapi. Hvis beslutningssamtalen varetages af en anden kliniker, kan denne gevinst i mindre grad blive integreret i det igangværende terapiforløb.