Byggeriet, der skal samle Psykiatrisk Center København på Bispebjerg, skrider fremad.
På facaderne er lukningsentreprenøren Elindco i fuld gang med at montere de bronzefarvede aluminiumsbeklædninger på sengestuernes karnapper og på facaden.
Samtidig er entreprenøren Hoffmann i gang med at anlægge det kommende Psykiatritorv, hvor man ankommer til hovedindgangen.
På taget er alt klart til montering af solcelleanlægget, som delvist skal forsyne nybyggeriet med strøm. Det sker formentlig i det tidlige forår. Først skal de indvendige gårdhaver etableres med belægninger og beplantninger.
I fuld gang med lofter
Indendørs har tømrere og gulvlæggere fast arbejde nogle måneder endnu med af færdiggøre installationer, lofter og gulve. På sengestuerne er man kommet langt med lofterne, og på badeværelserne er flisemurerne nået halvvejs, så vvs'erne snart kan begynde at montere sanitet.
Nederst i parterreetagen kan tømrerne nu montere lofter i gange og fællesarealer. De fortsætter hen over vinteren i takt med, at vvs-entreprenøren bliver færdig med hovedføringerne af brugsvand og varme.
Ligesom mange andre byggepladser har også dette byggeri været udfordret af corona-relaterede omstændigheder, herunder forsyningsvanskeligheder, som bl.a. har forsinket leveringen af de lette facadepartier.

Det tidligere uddannelsescenter (ud omd Tuborgvej) er ved at blive revet ned for at give plads til næste etape af byggeriet.
Travl vinter forude
Der er derfor lagt op til en travl vinter på Bispebjerg henimod færddiggørelsen af første etape af byggeriet. Efter planen flytter de første 74 patienter ind i løbet af 2022.
Sideløbende er forberedelserne til etape 2 allerede godt i gang. Blandt andet er det tidligere uddannelsescenter ud mod Tuborgvej ved at blive revet ned for at give plads til de nye bygninger.
Også psykiatriens nuværende akutmodtagelse skal på sigt rives ned, inden man kan gå i gang med at bygge etape 2. Det sker naturlighvis først, når PC København er flyttet over i den første nye bygning.