Egne multirum giver bedre vilkår for de patienter, der har det dårligst

​Når Psykiatrisk Center København bliver samlet i nyt byggeri på Bispebjerg, får alle sengeafsnit egne multirum, der er dedikeret til aktiviteter med patienterne. 

Vent...

​Når ergoterapeuter og fysioterapeuter på Psykiatrisk Center København i dag skal lave fysiske aktiviteter med patienter, som er indlagt på sengeafsnittene, kan det indimellem godt være lidt omstændeligt. 

Først skal patienterne være motiverede til at deltage, og efterfølgende gå i samlet trop til den fælles gymnastiksal eller multisal, hvor aktiviteterne finder sted. 

Al denne logistik kan have den kedelige konsekvens, at der bliver lagt benspænd ud for aktiviteter, øvelser og behandlinger, som er vigtige for, at patienterne kan komme sig. 


Nana Stengade Troelsgaard, ledende terapeut for ergoterapeuterne og fysioterapeuterne på Psykiatrisk Center København.

Og det er brandærgerligt, mener Nana Stengade Troelsgaard, der er ledende terapeut for ergoterapeuterne og fysioterapeuterne på Psykiatrisk Center København:

- Der er jo bare nogle, som ikke kan få de tilbud lige så nemt, som andre. Enten fordi de ikke har udgang, eller fordi de kun har udgang med følge og dermed er afhængige af, at nogle fra personalet kan gå med. Vi terapeuter er jo en kreativ personalegruppe, og vi kommer tit med alle mulige løsninger, men det er klart, at det udfordrer os, siger hun.

Alle afsnit får eget multirum

Det problem vil man at løse i det kommende byggeri til samlingen af Psykiatrisk Center København på Bispebjerg, som håndværkerne for tiden er i fuld gang med at bygge. Her bliver alle sengeafsnit lavet på samme måde, og hvert afsnit får sit eget såkaldte multirum.  

Det bliver et rum på ca. 40 kvadratmeter, som er dedikeret til at lave aktiviteter lokalt på afsnittet, med direkte adgang fra fællesmiljøet.

- Jeg tror, det bliver et skønt rum at arbejde i. Vi kommer til at kunne gå direkte ind i rummet og lave de øvelser, vi gerne vil. Tilgangen og adgangen til behandlingen bliver nemmere, fremfor at vi skal ud og væk derfra eller flytte en masse møbler rundt i et af afsnittets andre rum, siger Nana Stengade Troelsgaard.

De dårligste patienter får bedre vilkår
Specielt én patientgruppe kommer til at nyde godt af at have multirummet lige ved hånden: Nemlig de dårligste patienter på de intensive afsnit, hvor ikke alle har udgang.

- Dem kommer vi til at kunne tilbyde meget mere, siger Nana Stengade Troelsgaard og uddyber:

- Det vil hjælpe os, at der er kortere vej fra motivationsarbejdet, fra du har fat i patienterne, og til du kan gå ind i rummet sammen med dem og lukke døren, siger hun.

Og dét, at rummene er tæt på patienterne, gør ikke bare logistikken nemmere. Det kan også have en motiverende effekt i sig selv.

 - Nogle gange ser man jo, at andre patienter bliver motiveret af det, de kan høre forgå i rummet ved siden af. Der er måske noget musik derindefra, der drager dem. Vi ser det også, når der bliver lavet mad med patienterne. Folk stikker lige hovedet ud, måske bare for at få en bolle, men det er med til at inspirere, når aktiviteterne foregår tæt på.

Kan bruges til flere aktiviteter
Som navnet indikerer, skal rummet kunne understøtte en lang række af forskellige aktiviteter, som terapeuterne og andre medarbejdere kan lave med patienterne. Og det er der behov for, siger Nana Stengade Troelsgaard:

- Der er så stor interesse for - og man har set vigtigheden af - at patienterne har mulighed for at kunne fordybe sig i aktiviteter. Derfor er det godt, at multirummene kan bruges til flere forskellige ting. Man kommer både til at kunne lave yoga og have en sanggruppe derinde. Det kan også være, at man kan lave nogle kreative aktiviteter, siger hun.

Samtidig peger hun på, hvad rummene helst ikke skal bruges for meget til:

- Håbet er, at de her multirum primært bliver brugt til aktiviteter for patienterne og ikke lige pludselig kommer til at kun at blive brugt til møder og kontorarbejde.

Ens for alle
Lige nu er er sengeafsnittene på Psykiatrisk Center København spredt på fire forskellige matrikler i henholdsvis Gentofte, Bispebjerg, Frederiksberg og ved Rigshospitalet. 

Det har ifølge Nana Stengade Troelsgaard konsekvenser for ensartetheden i behandlingen:

- Lige nu er der stor forskel i mulighederne for aktiviteter på de forskellige matrikler. Når vi flytter ind i det nye byggeri på Bispebjerg, kommer det til at se ens ud på alle afsnittene.  Der bliver mere lighed i behandlingen, når alle får de samme rammer, siger hun og tilføjer:

- Det synes jeg er rigtig godt.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor