​​​​​​​​​​​​​​​

En dag, jeg aldrig glemmer: "Da jeg blev min­dre be­hand­ler, tur­de han be­gyn­de at sto­le på mig"

Da social-og sundhedsassistent Cecilia Camilla Albertsen besluttede sig for at være lidt mindre behandler og mere menneske, kom der hul igennem til en ung fyr, der havde mistet tilliden til andre.

​​​​​​Hvilke oplevelser sætter sig fast og bliver husket af medarbejderne i psykiatrien? Social- og sundhedsassistent Cecilia Camilla Albertsen oplevede det som meningsfuldt, da hun langsomt vandt tilliden hos en ung fyr, der ellers ikke åbnede sig for andre. 
Foto: Ulrik Jantzen/Büro Jantzen​

​​"På det modtagerafsnit, hvor jeg arbejder, møder vi patienterne på et tidspunkt, hvor de er meget forpinte af deres sygdom. Det kan være en udfordring, at mange er blevet skuffede i livet og derfor lukker sig om sig selv og har svært ved at stole på andre.

Han var en fyr i starten af 30'erne, der 
havde været her nogle gange og var meget påvirket af hørehallucinationer. Stemmerne kunne for eksempel sige "du er ikke god nok" eller "du får aldrig en familie."
Det betød, at han kunne blive udadreagerende og paranoid og kunne have svært ved at socialisere med andre. I det miljø, han kommer fra, græder man ikke eller viser følelser, og han sagde ofte: "Jeg åbner mig ikke for nogen."

Det var tydeligt, at han beskyttede sig selv
med en facade, så jeg tænkte: 'Hvad gør jeg?'
Så kiggede jeg på ham: Hvem er han, hvilken person er det, der sidder foran mig?

Jeg prøvede at være mere mig selv og lidt mindre behandler.
I stedet for at sige: "Nu skal du høre," prøvede jeg at lytte og spørge ind:" Hvad er det for en stemme, du hører? Er det en, du genkender?"

Han vidste godt, at stemmen ikke var virkelig, så jeg brugte min indlevelse til at forstå, hvor han var. For os, der ikke selv har prøvet at høre stemmer, er det svært at forestille sig hvor pinefuldt det er, at du bliver talt så hårdt til næsten konstant.

Det, at jeg bare var mig selv, gjorde, at han åbnede sig
, græd og sagde "Cecilie, jeg har det virkelig, virkelig skidt." Han følte sig magtesløs, hans boligsituation var håbløs, og han følte sig ikke hørt eller forstået.

Den dag kom der hul igennem
til noget, man kan arbejde videre med. Han har fundet troen på, at man faktisk kan stole på nogen, og det gjorde mig virkelig glad.

Nogle uger senere mødte jeg ham på en anden afdeling, og da han så mig, smilede han over hele ansigtet og sagde "Hvor er jeg glad for at se dig". Det var mega dejligt at mærke, at jeg havde fundet nøglen til ham og kunne spørge ind til nogle mere personlige ting. Så er man nået langt.

​​Om Cecilia Camilla Albertsen

​​​

  • Uddannet social- og sundhedsassistent i 2020

  • Arbejder på et lukket modtagerafsnit, hvor patienterne er indlagt i 3-7 dage, indtil det bliver afklaret, hvad der videre skal ske. Før arbejdede hun som ufaglært i hjemmeplejen.

  • Bor med sin kæreste og arbejder i sin fritid frivilligt som arrangør af hjemmekampe i en fodboldklub og rider.​

Redaktør