Hvordan tager du hul på det?
Første skridt i retning af at arbejde med kognitive problemer er at anerkende og identificere dem. Hvis du er flov over at glemme og har forsøgt at skjule det, måske både for dig selv og andre, er det en god idé at begynde at tale om dem og at blive klogere på hjælpestrategier.
Åbenhed skaber forståelse og løsninger
Nogle mennesker forsøger at skjule deres kognitive problemer eller kompensere for dem ved at arbejde ekstra hårdt. De kognitive problemer kan dermed blive et usynligt handicap. Problemet er, at ingen kan udvise forståelse for dine kognitive vanskeligheder, hvis de ikke ved, at de findes eller ofte er en del af sygdommen.
Fortæl gerne dine omgivelser om dine vanskeligheder, og hvordan de bedst kan støtte dig. Det kan skabe en bedre forståelse for, at du har et usynligt handicap, som gør dagligdagsting vanskelige for dig. Det kan også hjælpe at huske på, at alle mennesker oplever variation i, hvor godt de tænker. Er det sidst på dagen, vil stort set alle have sværere ved at løse en krævende opgave end om formiddagen, hvor man er mere udhvilet.
Har du kognitive vanskeligheder, kan du måske tænke, at alle andre klarer sig igennem hverdagen uden kalender, huskesedler, alarmer på mobilen og strukturering af vanskelige opgaver. Det er ikke tilfældet.
Kognitive vanskeligheder kan misforstås
En anden udfordring ved kognitive vanskeligheder er, at andre kan opleve kognitive vanskeligheder som dovenskab, viljestyrke eller interesse, hvis de ikke er bekendt med, hvorfor du har det, som du har det.
Det kan påvirke dit selvværd og dine sociale relationer, og der er dermed endnu en god grund til at fortælle om dine kognitive vanskeligheder, få dem undersøgt og arbejde med at forbedre din kognition.
Ti gode hjælpestrategier ved kognitive vanskeligheder
Du kan selv håndplukke de strategier, du synes virker godt for dig, eller prøve dem af undervejs:
- Vær åben om dine vanskeligheder
Hvis dine omgivelser ikke kender til dine vanskeligheder, kan de ikke være til hjælp og støtte. - En sund krop giver en sund hjerne
Frisk luft, sund kost og gode motionsvaner hjælper. Lidt er bedre end ingenting. Husk at hjernen også skal trænes. At læse styrker fx din koncentrationsevne.
- Respektér din udmattelsesgrænse
Hold pauser – mange pauser – i løbet af dagen. De bedste pauser er ofte skærmfri.
- Hold dig til én aktivitet ad gangen
Forsøg ikke at multitaske. - Begræns distraktioner, når du skal koncentrere dig
Fx at finde et roligt sted at arbejde eller find på en måde, du kan blokere for støj og forstyrrelser. - Vær kreativ med dine hukommelsesstrategier
Nogle husker bedst i billeder, andre i ord eller ved at synge dem på en melodi. Lær husketeknikker. Find inspiration i Psykiatrifondens Mentale Motionscenter - Brug visualisering
Et positivt mentalt billede gør det lettere at komme i gang med en aktivitet. Hvis du fx skal gøre rent, så kan du forestille dig en skinnende ren lejlighed, inden du går i gang. - Del større projekter op i mindre dele
Overvej om du kan få hjælp fra familie eller venner til at nå det, du gerne vil og til at overskue et større projekt. - Brug din kalender – lav en realistisk dagsplan for flere dage
En dagsplan gør det nemmere at komme i gang om morgenen, fordi du ikke først skal lægge en plan for dagen. Brug påmindelsesfunktionen i din kalender eller telefon. - Lær meditation eller mindfulness
Mindfulness og meditation kan hjælpe dig med større nærvær og koncentration. Læs mere om mindfulness og meditation