Hvordan er indretningen på et åbent afsnit?
Region Hovedstadens to åbne døgnafsnit i den specialiserede retspsykiatri ligger på Afdeling R på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde. Selvom det er åbne afsnit, er dørene alligevel altid låste. Men det er alene af sikkerhedsmæssige hensyn for at beskytte dem, der er indlagt. Derfor er det personalet, der skal lukke dig eller dine pårørende ind og ud af afsnittet.
Afsnittene har enestuer af varierende størrelser og de fleste har eget toilet og bad.
Udover patientstuerne er der flere fælles opholdsarealer, hvor du kan se fjernsyn og spille brætspil, områder til kreativitet, E-sport, besøgslokaler, fitnessrum, sanse- og samtalerum, personalekontorer samt et træningskøkken, hvor du kan lave din egen mad.
Der er også en have tilknyttet afsnittene, hvor alle, der har lyst, kan være med til at passe haven, slå græs eller sætte gang i en aktivitet. I den forbindelse findes der også et aktivitetsudvalg, hvor man fx kan beslutte at bygge noget nyt i haven, tage på fisketur m.m.
Din bevægelsesfrihed
På et åbent afsnit kan du som udgangspunkt færdes frit på hospitalets område og har mulighed for tre timers udgang hver dag. Det skal dog altid aftales med din behandlingsansvarlige læge.
Hvem er indlagt på et åbent døgnafsnit?
For at være på et åbent afsnit i den specialiserede retspsykiatri skal du kunne samarbejde om din behandling og de aftaler, der indgås. Der er patienter med både anbringelses- og behandlingsdomme indlagt på afsnittene.
De to afsnit modtager patienter, som enten er blevet overflyttet fra intensivt afsnit med fokus på rehabilitering og udslusning eller patienter, som er blevet ustabile i ambulant behandling. Det ene afsnit har derudover patienter med dom til udvisning
Patienternes alder spænder vidt. Du skal være 18 for at blive indlagt på afdeling R. Men de fleste er mellem 25 og 40 år. Afdelingen er både for mænd og kvinder. Men der er flest mænd.
Flest har skizofreni
Ca. 90 % af patienterne i retspsykiatrien har skizofreni eller skizofrenilignende sygdomme. Nogle patienter har også andre diagnoser så som PTSD, personlighedsforstyrrelser, afhængighed af rusmidler og fysiske sygdomme.
Mange nationaliteter
På afsnittet med patienter med en udvisningsdom, findes mange forskellige nationaliteter. Derfor taler personalet flere forskellige sprog, og der bruges en del tolk, primært over telefon.
De fleste er indlagt i flere år. Det betyder, at der er tid til at komme sig. Både med hensyn til din psykiske sygdom og til at forebygge, at du ender i kriminalitet igen. Det kaldes også for din personlige recovery-proces.
Læs mere om recovery her
Formålet med din indlæggelse
Formålet med din indlæggelse er:
- at forhindre at du begår ny kriminalitet
- at tilbyde dig psykiatrisk pleje og behandling
- at understøtte din personlige helingsproces.
Intentionen er, at du ved hjælp af behandling med medicin og terapi kan få det væsentligt bedre. Det er forskelligt, hvornår og hvor meget mennesker med psykisk sygdom kommer sig. Men med den rette behandling kan alle udvikle sig og skabe eller genoptage en hverdag.
Den gennemsnitlige indlæggelsestid i den specialiserede retspsykiatri er ca. fire år.
Hvem er ansat på et åbent døgnafsnit?
Behandling og pleje varetages af flere forskellige faggrupper, der alle bidrager til deres del af den samlede behandlingsindsats. Personalet går altid med tydeligt navneskilt og har tavshedspligt. Det er fx:
- Psykiater
- Læge til fysiske sygdomme
- Psykolog
- Sygeplejersker med forskellige former for special- eller videreuddannelser
- Social og sundhedsassistenter
- Ergoterapeut
- Pædagog
- Socialrådgiver.
Døgnrytmen
Formiddagen på et åbent afsnit indeholder altid et morgenmøde, hvor personale og patienter mødes for at aftale, hvad dagen bringer. Det kan også være, I lytter til et stykke musik, som ønskes på skift. Formiddagen kan også bruges til:
- samtaler med læge, psykolog, kontaktperson
- forskellige former for terapi
- aktivitetstilbud.
Om eftermiddagen sker der ikke så meget. Det er vigtigt, at du selv tager ansvar for at fylde dit liv ud med aktiviteter og relationer, der gode for dig i forhold til det liv, der skal leves, når du ikke længere skal være på afsnittet.
Om aftenen må du godt være på andre sengestuer efter aftale med personalet. Sengetider er fleksible, bare du ikke kommer ind i skæv døgnrytme, hvor du enten ikke får sovet nok eller har svært ved at komme op om morgenen.
Behandlingen