Gå til hovedindhold

Åbent døgnafsnit i den specialiserede retspsykiatri

​Der findes to åbne døgnafsnit i den specialiserede retspsykiatri i Region Hovedstaden, som ligger på Afdeling R på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde. Læs her mere om indretningen, hvem der er indlagt, døgnrytmen og om hvordan et behandlingsforløb kan se ud. 

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

​Hvordan er indre​​tningen på et åbent afsnit?

Region Hovedstadens to åbne døgnafsnit i den specialiserede retspsykiatri ligger på Afdeling R på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde. Selvom det er åbne afsnit, er dørene alligevel altid låste. Men det er alene af sikkerhedsmæssige hensyn for at beskytte dem, der er indlagt. Derfor er det personalet, der skal lukke dig eller dine pårørende ind og ud af​ afsnittet.

Afsnittene har enestuer af varierende størrelser og de fleste har eget toilet og bad.

Udover patientstuerne er der flere fælles opholdsarealer, hvor du kan se fjernsyn og spille brætspil, områder til kreativitet, E-sport, besøgslokaler, fitnessrum, sanse- og samtalerum, personalekontorer samt et træningskøkken, hvor du kan lave din egen mad.   

Der er også en have tilknyttet afsnittene, hvor alle, der har lyst, kan være med til at passe haven, slå græs eller sætte gang i en aktivitet. I den forbindelse findes der også et aktivitetsudvalg, hvor man fx kan beslutte at bygge noget nyt i haven, tage på fisketur m.m. 

Din bevægelse​s​frihe​​d

På et åbent afsnit kan du som udgangspunkt færdes frit på hospitalets område og har mulighed for tre timers udgang hver dag. Det skal dog altid aftales med din behandlingsansvarlige læge. 

Hvem er indlagt på et​ åbe​​​​nt døgnafsnit? 

For at være på et åbent afsnit i den specialiserede retspsykiatri skal du kunne samarbejde om din behandling og de aftaler, der indgås. Der er patienter med både anbringelses- og behandlingsdomme indlagt på afsnittene. 

​De to afsnit modtager patienter, som enten er blevet overflyttet fra intensivt afsnit med fokus på rehabilitering og udslusning eller patienter, som er blevet ustabile i ambulant behandling. Det ene afsnit har derudover patienter med dom til udvisning

Patienternes alder spænder vidt. Du skal være 18 for at blive indlagt på afdeling R. Men de fleste er mellem 25 og 40 år. Afdelingen er både for mænd og kvinder. Men der er flest mænd.

Flest har skizofr​​eni

Ca. 90 % af patienterne i retspsykiatrien har skizofreni eller skizofrenilignende sygdomme. Nogle patienter har også andre diagnoser så som PTSD, personlighedsforstyrrelser, afhængighed af rusmidler og fysiske sygdomme.

Ma​​nge nationa​​​liteter

På afsnittet med patienter med en udvisningsdom, findes mange forskellige nationaliteter. Derfor taler personalet flere forskellige sprog, og der bruges en del tolk, primært over telefon.

De fleste er indlagt i flere år. Det betyder, at der er tid til at komme sig. Både med hensyn til din psykiske sygdom og til at forebygge, at du ender i kriminalitet igen. Det kaldes også for din personlige recovery-proces.

Læs mer​e om recovery her​

Formålet med din ind​læ​ggelse

Formålet med din indlæggelse er:

  • at forhindre at du begår ny kriminalitet
  • at tilbyde dig psykiatrisk pleje og behandling
  • at understøtte din personlige helingsproces.

Intentionen er, at du ved hjælp af behandling med medicin og terapi kan få det væsentligt bedre. Det er forskelligt, hvornår og hvor meget mennesker med psykisk sygdom kommer sig. Men med den rette behandling kan alle udvikle sig og skabe eller genoptage en hverdag.

Den gennemsnitlige indlæggelsestid i den specialiserede retspsykiatri er ca. fire år.

Hvem er ansat på et å​ben​​t d​øgnafsnit?

Behandling og pleje varetages af flere forskellige faggrupper, der alle bidrager til deres del af den samlede behandlingsindsats. Personalet går altid med tydeligt navneskilt og har tavshedspligt. Det er fx:

  • Psykiater
  • Læge til fysiske sygdomme
  • Psykolog
  • Sygeplejersker med forskellige former for special- eller videreuddannelser
  • Social og sundhedsassistenter
  • Ergoterapeut
  • Pædagog
  • Socialrådgiver. 

​Døgn​​rytmen

Formiddagen på et åbent afsnit indeholder altid et morgenmøde, hvor personale og patienter mødes for at aftale, hvad dagen bringer. Det kan også være, I lytter til et stykke musik, som ønskes på skift. Formiddagen kan også bruges til: 

  • samtaler med læge, psykolog, kontaktperson
  • forskellige former for terapi
  • aktivitetstilbud.

Om eftermiddagen sker der ikke så meget. Det er vigtigt, at du selv tager ansvar for at fylde dit liv ud med aktiviteter og relationer, der gode for dig i forhold til det liv, der skal leves, når du ikke længere skal være på afsnittet.

Om aftenen må du godt være på andre sengestuer efter aftale med personalet. Sengetider er fleksible, bare du ikke kommer ind i skæv døgnrytme, hvor du enten ikke får sovet nok eller har svært ved at komme op om morgenen. ​

Behandli​​n​gen

Når du bliver indlagt, får du tildelt en plejeforløbsansvarlig sygeplejerske (kontaktsygeplejerske) og et kontaktteam, der er tværfagligt sammensat. Kontaktlægen og kontaktpersonerne vil følge din behandling og pleje tæt og sikre sammenhæng mellem de forskellige dele af behandlingen, mens du er indlagt.


I løbet af den første uge udarbejder lægen en plan for din udredning og behandling. For at sikre enighed om forløbet, udarbejder personalet sammen med dig en behandlingsplan. I planen skrives også dine egne mål for behandlingen ind, så personalet kan sikre, at din behandling bidrager til at nå dem. Hvis der sker ændringer i behandlingsplanen undervejs, vil ændringerne blive drøftet med dig.

Målet er, at du ved hjælp af behandling og pleje kan få det bedre. Det er forskelligt, hvornår og hvor meget mennesker med psykisk sygdom kommer sig. Men med den rette behandling kan alle udvikle sig og skabe eller genoptage en hverdag.

Herefter vil der være møde om din behandlingsplan hver 3. måned, hvor I taler om, hvad der er vigtigt for dig med hensyn til dine symptomer, trivsel og hverdag.

Du kan få en kopi af den seneste udgave af din behandlingsplan, så du kan følge med løbende.​


Ved en samtale beskriver du dine ønsker eller behov, hvis der skulle opstå en situation, hvor tvang kan være nødvendigt. 

Det kan fx være, at du føler behov for at være i fred i et stykke tid, at du foretrækker at være på akutstuen eller i sanserummet for at skrue ned for al ydre stimuli, eller at du gerne vil have akut beroligende medicin. Disse ønsker kaldes i øvrigt også for en forhåndstilkendegivelse. 


Al behandling sigter mod at:

  • forebygge ny kriminalitet
  • behandle din psykiske sygdom
  • genskabe eller opbygge din fysiske og psykiske tilstand
  • opbygge eller genopbygge din tillid og relationer til andre
  • hjælpe dig til at tage vare på dagligdags funktioner.​

Behandling og pleje af psykisk sygdom består som regel af en kombination af flere behandlingsformer. De mest almindelige er:

  • Medicinsk behandling af både dine psykiske og fysiske symptomer
  • Undervisning i din sygdom og dine symptomer, så du fx kan forstå dine sygdom bedre og derfor udvikle nye og mere hensigtsmæssige måder at reagere på. Det kaldes også for psykoedukation
  • Samtaleterapi, fx kognitiv adfærdsterapi, enten individuelt eller i gruppe
  • Miljøterapi, hvor du lærer at vedligeholde eller genoptræne din evne til at indgå i samspil med andre mennesker.

Nogle gange kan du have det for dårligt til at deltage i behandlingsaktiviteter eller samtaler. Fx hvis der er flere indtryk, end du kan rumme.​


Hverken du eller dine pårørende bliver visiteret, når du kommer ind på afsnittet. Hvis personalet har begrundet mistanke om, at du har brudt reglerne for afsnittet, kan det blive nødvendigt, at du selv, dine ejendele og dit værelse bliver undersøgt eller "visiteret", som det også kaldes. 

Du har ret til at være til stede, når dit værelse bliver visiteret. Visitation på et åbent afsnit er som udgangspunkt altid ordineret af en læge.


Et vigtigt fundament for personalets arbejde er risikovurderinger og tests, der er med til at afgøre, hvordan din behandling skal tilrettelægges, og hvilke frihedsgrader du kan få. Nogle vurderinger laves dagligt af personalet. Andre laves kun af psykologer. Det betyder:

  • Du kan blive undersøgt for, om du har indtaget rusmidler eller alkohol ved hjælp af en urinprøve. Det kan være på faste tidspunkter, ved generel kontrol eller mistanke om et forbrug af rusmidler.
  • Personalet vil løbende vurdere dig ud fra et fast skema kaldet BVC (Brøset violence checklist). De vil blandt andet se efter tegn på forvirring, irritabilitet, støjende adfærd, vrede, trusler eller udadreagerende opførsel. Formålet er at give personalet mulighed for at forudse eventuel voldelig adfærd inden for det kommende døgn og dermed kunne iværksætte tiltag for at forhindre det. 



Din personlige recovery er en proces, hvor målet er at du kan leve et meningsfuldt og tilfredsstillende liv – trods eventuelle begrænsninger på grund af din psykiske sygdom.

Når du har en psykiatrisk særforanstaltning, kan der i perioder være langvarige begrænsninger i din frihed og mulighed for selvbestemmelse. Det kan betyde, at din recovery-proces ikke altid sker så hurtigt, som du måske kunne ønske dig. Derfor er det vigtigt at vide, at forandring og bedring er mulig, selvom det kan tage lang tid.

Den personlige recovery-proces kan fx bestå af:

  • at udvikle nye mestringsstrategier
  • at forme nye livsfortællinger der rækker ud over kriminalitet og psykisk sygdom
  • at tage ansvar for dit eget liv og færden.

Det kan også fylde meget at komme overens med at have begået kriminalitet. Det kræver et vedholdende arbejde med at forstå og skabe meningsfulde fortællinger om, hvordan det kunne komme dertil, at du begik handlinger, du ellers aldrig havde forestillet dig, at du kunne begå, og ikke mindst hvordan du kan leve med det i fremtiden. Dette arbejde kaldes også for offender recovery.

Derudover findes der:

  • Social recovery: positiv interaktion med andre fx i beskæftigelse, fritid og samvær med andre.
  • Secure recovery: recovery i et miljø, hvor der er særligt fokus på sikkerhed og tryghed, som fx i et retspsykiatrisk sengeafsnit
  • Klinisk recovery: hvis du kommer dig så meget, at du oplever at dine symptomer og behov for behandling er væk.

Recovery-ment​​​orer

Måske møder du en recovery-mentor på dit afsnit. En recovery-mentor er en medarbejder med brugerbaggrund. Det vil sige, at vedkommende har været eller fortsat er tilknyttet psykiatrien, og bruger sine erfaringer med sygdom og recovery i mødet med dig og i samarbejdet med kollegaer. Hensigten er, at denne bruger-til-bruger støtte kan understøtte dit behandlingsforløb.

Recovery-mentorerne er ansat og indgår i det daglige arbejde i afsnit og enheder - typisk ca. 20-30 timer om ugen – men indgår ikke i normeringen eller situationer med brug af tvang. Recovery-mentorer i Region Hovedstadens Psykiatri har heller ikke adgang til selv at dokumentere i journalsystemet Sundhedsplatformen, da dette kræver autorisation som sundhedsprofessionel.

Mentorerne i Region Hovedstadens Psykiatri har gennemført en mentoruddannelse og har løbende mentorsupervision.

Der er dog aktuelt kun ansat én recovery-mentor i retspsykiatrien på Sct. Hans i et lukket sengeafsnit, hvor fokus er på samvær og samtaler med patienter.



​Et retspsykiatrisk forløb er for de fleste patienter kendetegnet ved at strække sig over lang tid og ved at bestå af mange forskellige faser med en række opture, nedture og vigtige vendepunkter. 

​Op- og ne​​​dtu​​re

Ofte er der store forventninger til, at overgangen til en ny fase vil indebære en afklaring, eller at udfordringerne ville blive mindre eller mere overskuelige.

Fx ser de fleste frem til en domsafsigelse som et afgørende brud med den indgribende usikkerhed og uvished, der ofte præger tiden før dom. Men en dom uden længste tid kan indebære en stor ny portion uvished. Erfaringen for de fleste er derfor, at hver overgang og hver ny fase afstedkommer nye udfordringer og nye uklarheder.

Det er også karakteristisk, at der er mange forskellige tidsopfattelser på spil. For nogle er udsigten til en mangeårig anbringelse en uoverskuelig tidshorisont. For andre kan det være 14 dages ankefrist, der ikke er til at se en ende på.

Magtesløshed og​ usik​​kerhed

Magtesløshed kan også være en følgesvend. Du kan blive grebet af magtesløshed, når du konstant er underlagt andres observationer og beslutninger, uden mulighed for selv at gøre indsigelser. Det gælder fx i forhold til en mentalundersøgelse og måden, dens konklusioner og sammenfatninger bruges på i retten, eller i forhold til hvornår en behandlingsdom ophæves.

Der kan også være usikkerhed forbundet med skift fra døgnindlæggelse til ambulant behandling eller til nye instanser, som kan være krævende at forholde dig til og som kan skabe usikkerhed.

Vendepu​​nk​ter

Betegnelsen 'vendepunkter' kan også bruges i forbindelse med den personlige bedringsproces – også kaldet recovery-proces. Vendepunkter er et udtryk for afgørende og betydningsfulde hændelser i dit forløb.

Positive vendepunkter kan være et afgørende skridt på vejen mod at leve at leve et meningsfuldt og tilfredsstillende liv. Det kan være også være et vendepunkt at tage mere ansvar for dit eget liv og have mindre fokus på din sygdom eller at blive helt clean.

Vendepunkter kan også være negative. For eksempel hvis du oplever nye restriktioner og begrænsninger i din selvbestemmelse, din psykiske sygdom forværrres, eller du begår ny kriminalitet.


Erfaringer med brug af legale eller illegale rusmidler har fyldt eller fylder stadig meget for mange retspsykiatriske patienter.

Rusmidler er ikke tilladt på afsnittene, ligesom det også er en del af behandlingen, at du ikke tager stoffer, ryger hash eller drikker alkohol, når du færdes på terrænet eller er på udgang. Har personalet mistanke om at du ikke overholde dette, kan du blive bedt om at aflevere en urinprøve, som undersøges for rusmidler. 

For de fleste patienter med afhængighed og/eller at skadeligt forbrug af rusmidler ændrer problemet sig under indlæggelsen. Enten kommer du ud af det med din egen indsats, vilje og motivation. Men ofte vil det være nødvendigt med behandling og vigtig støtte fra netværk og professionelle.

Har du en afhængighed eller et skadeligt forbrug af rusmidler, skal du tale med personalet om det. Fra 2024 er der nye tilbud i psykiatrien​, hvor psykisk sygdom og afhængighed/skadeligt forbrug af rusmidler behandles integreret med din psykiske sygdom. Dette kaldes også for at have en dobbeltdiagnose.

Læs mere om dobbeltdiagnosen og de nye b​ehandlingstilbud ​


Du har ret til en ​bista​​ndsv​​æ​​rge

Alle personer, der er idømt en psykiatrisk særforanstaltning med mulighed for at blive indlagt på et psykiatrisk afsnit, skal have beskikket en bistandsværge. Bistandsværgen skal så vidt muligt handle i samarbejde med dig. ​

En bistandsværge skal blandt andet:

  • holde sig underrettet om din tilstand og drage omsorg for, at indlæggelser og den idømte foranstaltning ikke udstrækkes længere end nødvendigt.
  • ​rådgive og vejlede dig om muligheden for at søge om at ændre eller ophæve den idømte foranstaltning, samt om, hvordan du klager fx i forhold til brug af tvang i henhold til Psykiatriloven.

Bistandsværgen har blandt andet ret til at få:

  • information om hvornår der afholdes retsmøder, herunder retsmøder med henblik på beskikkelse af ny bistandsværge
  • udskrifter af domme og kendelser, når du anmoder om det med mindre, der er efterforskningsmæssige hensyn, der forhindrer det
  • oplysninger om dine personlige forhold og mentale tilstand, hvis du giver samtykke til det
  • oplysninger i din journal, herunder behandlingsplanen, hvis du giver samtykke.​

​​Det er retten, der beskikker en bistandsværge - oftest ud fra politiets liste over beskikkede bistandsværger.​​ Men bistandsværgen kan også være en af dine pårørende.

Ophævelse eller æ​​ndring af din ​dom

Hvert år, mens du er i behandling, vil der blive lavet en beskrivelse af, hvordan din behandling går, og hvordan du har det. Denne beskrivelse bliver sendt til statsadvokaten.

En retspsykiatrisk foranstaltning kan begæres ophævet, før dommen udløber. En begæring om ophævelse kan fremsættes af dig eller din bistandsværge. 

Hvis du har en dom uden længstetid, kan du eller din bistandsværge hvert halve år bede anklagemyndigheden om en ny vurdering af grundlaget for at opretholde dommen. 

I praksis tager det tid at forberede og sagsbehandle disse sager.

Udslusning og ud​​sk​rivelse

Hvis din dom ændres fra anbringelsesdom til behandlingsdom til et videre forløb i psykiatrien, egen bolig eller bosted, eller din behandlingsdom er afsluttet, starter din udslusnings- og udskrivelsesprocessen. 

De fleste har fortsat brug for støtte efter udskrivelsen. Derfor vil du i samarbejde med personalet planlægge den videre behandling i tiden efter udskrivelse.

Der vil fx blive afholdt udslusningsmøder (også kaldet netværksmøder). Her vil alle de fagfolk, kontaktpersoner og pårørende, der er relevante for dit videre forløb, samles for at lave de planer og aftaler, der kan sikre dig en god overgang fra afsnittet og til din nye eller tidligere bolig. 

Læs mere om netværksmøder​

Nogle deltager også i forløb med psyko-edukation (viden om dig selv og din sygdom), som kan handle om at forberede dig på at vende tilbage til dit gamle liv og hverdag.

Afsnittets socialrådgiver og din støttekontaktperson fra kommunen er med i denne fase og hjælper med at få styr på praktiske og økonomiske udfordringer.

Du vil til sidst have en udskrivningssamtale med din kontaktlæge, hvor du modtage et kort med oplysninger om, hvordan du bliver hjulpet efter udskrivelsen. På kortet står også, hvor du kan søge akut hjælp, hvis du pludselig får det dårligt.

Læs mere om udskrivelse og hverdagen med generel psykisk sårbarhed

​Hvis du fortsat har en særforanstaltning, når du bliver udskrevet fra afsnittet, overgår behandlingsansvaret til din nye enhed. Det kan fx være til Retspsykiatrisk Ambulatorium eller Retspsykiatriske Opsøgende Team (ROPS).​ 

Læs mere om Retspsykiatrisk Ambulatorium eller Retspsykiatrisk Opsøgende Team (ROPS)

Dine på​røren​de 

Hvis du har pårørende, du gerne vil inddrage i din behandling, er det vigtigt, at de bliver en del af dit forløb. Det kan fx være din familie, en nær ven eller en anden person, du har tillid til. Efter aftale med dig vil personalet derfor i løbet af det første døgn informere dine pårørende om, at du er indlagt, og inden for den første uge lave en aftale om at mødes med dem og dig.

Hvis du har børn, der skal besøge dig, aftaler du med personalet, hvornår og hvordan besøget kan finde sted. Vi vil også gerne invitere dig og dine børn til en familiesamtale.

Besøg af​ pår​ørende

Mange benytter sig af at mødes med pårørende enten på terrænet eller i forbindelse udgang. Du kan også få besøg på afsnittet i besøgslokalerne eller på dit værelse. Dine pårørende skal besøgsgodkendes på forhånd, og det skal, hvordan besøget skal foregå.​ Det gælder for dine pårørende, at de:

  • ikke må være påvirkede af alkohol eller stoffer
  • skal medbringe billedlegitimation.

​Særlig hjælp​​ til p​år​​ørende​​

Mange oplever opgaven som pårørende til en psykisk syg som både svær og krævende. I Psykiatriguiden findes et særligt menupunkt for pårørende med hjælp og vejledning til at være pårørende, inspiration til at også at huske at passe på sig selv, og hvilke tilbud og muligheder, der er at benytte sig af som pårørende

Læs mere om at være pårørende til en retspsykiatrisk patient  

Din jour​​na​​l

I din patientjournal beskriver personalet løbende din sygdom, behandling og virkningen af behandlingen. Du har mulighed for at få en kopi af journalen udleveret efter aftale med lægen. Det kaldes også at få aktindsigt.

Du kan også se udvalgte journalnotater, prøvesvar med mere på 'Min Sundhedsplatform', som er regionens platform for udveksling af information til patienter. Du kan både tilgå 'Min Sundhedsplatform' som hjemmeside eller via APP. Det kræver at du logger ind med Mit​ID. Journalnotater er tilgængelige, så snart de er journalført og godkendt. Som hovedregel er prøvesvar tilgængelige 0-3 dage efter prøvetagningstidspunktet.

Læs mere om 'Min Sundhedsplatform'​


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden