Medicinsk behandling med antipsykotisk medicin
Antipsykotisk medicin vil ofte være nødvendigt i behandlingen af skizofreni og akutte psykosetilstande.
Hensigten med medicinen er, at den skal mildne dine symptomer såsom sanseforstyrrelser, hallucinationer og vrangforestillinger, så du oplever dem mindre intense og påtrængende. Ofte vil der også være effekt på symptomer som angst, uro, søvnløshed og forpinthed.
En god medicinsk behandling kan være yderst væsentlig for, at du får det bedre, genskaber kontakten til dit netværk og kommer tilbage til en almindelig hverdag med arbejde eller studie.
Medicinen virker ved at påvirke de signalstofsystemer, der styrer hjernens bearbejdning af informationer. Det drejer sig først og fremmest om signalstoffet dopamin.
Når du får antipsykotisk medicin, er målet, at du får så lav dosis som muligt med færrest mulige bivirkninger. Denne dosis kan skrues op eller ned, alt efter behov. Behandling med medicin kan variere. Hvis dine symptomer forværres, er medicinen vigtig. I andre perioder kan det gå fint på lave doser eller måske helt uden medicin, men med andre former for støtte. For nogle er en lav vedligeholdelsesdosis det bedste for at undgå tilbagefald.
Læs mere om antipsykotisk medicin
Det tager tid at mærke den fulde effekt og bivirkninger over tid
Det kan vare fra dage op til flere uger (oftest fire til seks uger), før du, sammen med din behandler, kan vurdere, om medicinen hjælper dig som forventet, og om der er nogle bivirkninger, der bliver ved med at genere dig. Derfor kan din tålmodighed blive sat på prøve.
Medicinen kan have forskellige bivirkninger som:
- Træthed
- Øget appetit og vægtøgning
- Påvirkning af kolesteroltal og blodsukker
- Mundtørhed
- Forstoppelse
- Svimmelhed
- Impotens eller nedsat lyst til sex.
Sjældne bivirkninger kan være:
- Rysten
- Muskelstivhed
- Indre uro og rastløshed
- Ufrivillige bevægelser.
Derfor er det vigtigt, at du forstår og følger med i, hvordan medicin virker på dig. Fx at du får lavet en plan for, hvordan du kan holde vægten eller får hjælp til at arbejde systematisk med motion og mindfulness for at mindske dine bivirkninger.
Der vil også blive taget blodprøver og et hjertekardiogram (EKG), og din vægt vil blive målt for at følge med i, hvordan din krop reagerer.
Det handler om at minimere dine bivirkninger
Når du starter en behandling med antipsykotisk medicin, skal du forinden informeres grundigt. Sammen med lægen vejer du en forventet effekt på dine plagsomme symptomer op med eventuelle bivirkninger.
Det kan være godt at vide, at al medicinsk behandling følger de samme retningslinjer fra Medicinrådet. Det betyder kort fortalt, at lægerne har en række præparater, de kan vælge imellem, når du fx for første gang får ordineret antipsykotisk medicin. Disse præparater er stort set lige effektive, men har forskellige virkningsmekanismer og bivirkningsprofiler. Det betyder, at du med samme virkning på dine psykosesymptomer kan skifte til andre præparater, hvis du oplever bivirkninger, du helst vil være foruden. Således bliver din medicinske behandling tilpasset dig.
Det er vigtigt, at du snakker med personalet, hvis du oplever bivirkninger af din medicin. Medicinens virkning og bivirkninger er forskellige fra person til person, og det kan derfor være nødvendigt at afprøve flere forskellige slags medicin for at finde den, der passer dig bedst.
Vær opmærksom på, at du aldrig bare må holde op med at tage antipsykotisk medicin. Det skal altid ske gradvist – så tal derfor med din læge om en udtrapningsplan.
Læs mere om medicinnedtrapning
Gratis antipsykotisk medicin til behandling af skizofreni
Fra den 1. januar 2025 kan personer med skizofreni få deres antipsykotiske medicin udleveret uden betaling ved ny recept fra lægen.
Læs mere om medicintilskud