Målgruppe
Børn og unge på 12 til 17 år med tegn på og optagethed af selvskade. Den selvskadende adfærd skal vise sig på mindst ét af følgende områder:
- Barnet/den unge har aktuelle tanker om selvskade.
- Barnet/den unge har selvskadet mindst én gang inden for de seneste tre måneder.
Selvskaden kan for eksempel være at skære sig, brænde sig, kradse sig til blods eller at slå sig selv/en kropsdel ind i noget.
Selvskaden må ikke være suicidal eller på anden måde så alvorlig, at der er behov for behandling i psykiatrien.
Samtaleforløb
Forløbet består af en screeningssamtale og otte samtaler med en behandler. Forældrene deltager i den indledende og den afsluttende samtale. Imellem samtalerne øver barnet/den unge sig på det, der er blevet gennemgået.
Barnets/den unges udfordringer og oplevelser er udgangspunktet for samtalerne, hvor det er formålet at:
- Lære barnet/den unge og forældre om selvskade og selvskadens funktion.
- Støtte barnet/den unge i at være mere bevidst om sine følelser og oplevelser.
- Støtte barnet/den unge i at håndtere sine følelser på en mere hensigtsmæssig måde.
- Klæde barnet/den unge og familien på til at fortsætte arbejdet på egen hånd, når forløbet slutter.
Barnets/den unges læringsmiljø og øvrige netværk kan inddrages, når det er relevant for at støtte forløbet og fremme en positiv udvikling.
Manualiseret behandling
Behandlingen er manualiseret og varetages af kommunale STIME-behandlere, der undervises, superviseres og rådgives af specialpsykologer i psykiatrien.
Indsatsen er udviklet i STIME i et samarbejde med Team for selvskade i Børne og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden. Behandlingen tager udgangspunkt i 3. bølge kognitiv terapi og er en videreudvikling af evidensbaserede metoder udviklet i Sverige og USA.
Manualen er en forkortet udgave af behandlingsmanualen ‘Emotion Regulation Individual Therapy for Adolescents’ (ERITA), som er udviklet i Sverige i forbindelse med det Nationella Självskadeprojektet anført af psykolog Johan Bjureberg (Bjurebjerg, 2017).