Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​

Tidlig og målrettet indsats

STIME er en tidlig og målrettet indsats i kommunerne for børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse – men uden behov for psykiatrisk behandling. Indsatsen ligger inden for rammerne af det lettilgængelige kommunale behandlingstilbud, har høj faglig kvalitet og er helhedsorienteret med involvering af de nære voksne i barnets/den unges liv.​

En væsentlig del af kommunernes behandlingstilbud​ 

STIME udgør en væsentlig del af det lettilgængelige behandlingstilbud i 93 kommuner, og indsatsen følger de fire elementer i den faglige ramme: Forsamtale, screeningssamtale, behandlingsforløb og opfølgning. 

Den helhedsorienterede indsats bygger på tre grundpiller, som er med til at strukturere og sikre rettidig og relevant hjælp til børn og unge samt inddragelse af de voksne omkring dem:

  • Tidlig opsporing og præcis henvisning
  • Manualiseret behandlingsforløb
  • Støtte i læringsmiljøet​

Målgruppen er børn og unge i alderen 3 til 17 år

STIME har udviklet indsatser i fem spor, som hver især refererer til specifikke udfordringer i målgruppen:

  • Når svære følelser fører til selvskade: Individuelt samtaleforløb (12–17 år).
  • Når tanker om krop og mad fylder for meget: Familievejledende forløb (10–17 år).
  • Når bekymring eller tristhed fylder for meget: Individuelt samtaleforløb (12–17 år).
  • Når gentagne tanker og handlinger tager styringen: Individuelt samtaleforløb (0. kl.–17 år).
  • Når uro, opmærksomhed eller impulsivitet er en udfordring: Gruppeforløb for forældre (3–10 år).

For at være i målgruppen gælder det på alle spor, at barnet/den unge på grund af sine udfordringer fungerer dårligere end jævnaldrende i hverdagen, uden dog umiddelbart at have behov for psykiatrisk behandling.​

Manualbaseret behandling

Der er tilknyttet et manualbaseret behandlingsforløb til hvert spor, hvor en manual sikrer en høj og ensartet faglig standard på tværs af kommuner og landsdele. Samtidig er der en grad af fleksibilitet, som gør det muligt at tilpasse forløbene til den enkelte families behov.​

Fælles for alle forløb er, at barnet/den unge og forældrene mellem aftalerne øver sig på det, der er gennemgået. Forældrene er altid aktivt involveret i behandlingen, og når det er relevant, kan skole eller dagtilbud inddrages for at understøtte indsatsen.

​En bæredygtig udvikling

Indsatsen justeres løbende for at sikre fortsat relevans i forhold til børn, unge og familier samt det kommunale og regionale landskab. STIME udvikler kun nye løsninger, når det er relevant for målgruppen, og der ikke allerede findes eksisterende alternativer.​

​Fremtidige udviklingsopgaver vil fokusere på at tilpasse STIME yderligere til det lettilgængelige kommunale behandlingstilbud med hensyn til både indhold og organisering. Målet er fortsat at bidrage aktivt til udviklingen af indsatser, samarbejdsformer og innovative løsninger på området.

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden