Gå til hovedindhold

​​​​​​​

Borgere med samtidig psykisk lidelse og rusmiddelproblematik

Ansvarsfordeling

Sundhedsstyrelsen og Social- og Boligstyrelsen har udarbejdet en faglig visitationsretningslinje for integreret dobbeltdiagnosebehandling i regionerne. Visitationsretningslinjen omtaler både integreret og parallel dobbeltdiagnosebehandling. I den integrerede behandling foregår psykiatrisk behandling og rusmiddelbehandling samlet i regionen. I den parallelle behandling foregår den psykiatriske behandling i regionen og rusmiddelbehandlingen i kommunen. Visitationsretningslinjen understreger, at den parallelle behandling altid bør koordineres på tværs af de to sektorer. 

Er en borger indlagt til psykiatrisk behandling, har regionen ansvaret for både psykiatrisk behandling og rusmiddelbehandling under indlæggelsen. Det gælder også, hvis borgeren før og efter indlæggelsen får parallel behandling. Regionen har derudover altid ansvar for akut, kompliceret abstinensbehandling og behandling af akut alkoholforgiftning. 

Mange borgere med dobbeltdiagnose har behov for henholdsvis integreret behandling og parallel behandling i forskellige faser af deres behandlingsforløb. Det er illustreret i visitationsretningslinjen med nedenstående behandlingstrappe. 


I behandlingsforløb, hvor kommunen har ansvaret for rusmiddelbehandlingen, har kommunen efter serviceloven valgfrihed til selv at etablere behandlingspladser eller træffe aftale med region, anden kommune eller privat udbyder om behandlingstilbud. Kommunen skal sikre et tilstrækkeligt udbygget behandlingstilbud, som også tilgodeser udsatte grupper, herunder personer med dobbeltdiagnose. Det kommunale behandlingssystem må ikke afvise udredning og behandling af personer med en rusmiddelproblematik, fordi de har en psykisk lidelse. 

Regionen har efter sundhedsloven ansvaret for behandling i praksissektoren og sygehusvæsenet, og behandling af en psykisk lidelse er derfor altid regionens ansvar. Behandlingen kan foregå ved praktiserende læge, praktiserende psykolog, praktiserende speciallæge i psykiatri eller i sygehusvæsenet. Regionen har derudover ansvaret for rusmiddelbehandling i forløb med integreret dobbeltdiagnosebehandling. Denne behandling foregår altid i sygehusvæsenet. Regionen må ikke afvise udredning og behandling af personer med en behandlingskrævende psykisk lidelse, fordi de har en rusmiddelproblematik. 

Kriminalforsorgen har ansvar for rusmiddelbehandling til personer, der er indsat i Kriminalforsorgens institutioner.

Henvisning til integreret dobbeltdiagnosebehandling

Generelle retningslinjer for henvisning til psykiatrisk behandling er beskrevet i et særskilt afsnit i samarbejdsaftalen. Retningslinjerne er fortsat gældende, men derudover gælder følgende tilføjelser for henvisning til integreret dobbeltdiagnosebehandling: 

For borgere med et aktuelt forløb i den regionale behandlingspsykiatri kan kommunal myndighed eller rusmiddelenhed eller borgerens praktiserende læge henvise til integreret behandling ved at kontakte det ambulatorie, hvor borgeren modtager sin psykiatriske behandling. Kontakten kan have form af en konkret henvisning eller et tværsektorielt netværksmøde, men kan også være en korrespondancemeddelelse eller en sikker mail, hvor ambulatoriet gøres opmærksom på, hvorfor borgeren kan have behov for integreret behandling. På baggrund af kontakten vil den behandlingsansvarlige læge vurdere, hvorvidt borgeren er i målgruppe for integreret behandling. Overgangen til den integrerede behandling skal koordineres på et tværsektorielt netværksmøde. 

For borgere uden et aktuelt forløb i den regionale behandlingspsykiatri kan praktiserende læger henvise til integreret behandling på samme måde, som de henviser til anden psykiatrisk behandling i sygehusvæsenet. 

Kommunal myndighed eller rusmiddelenhed kan henvise borgere uden et aktuelt forløb i den regionale behandlingspsykiatri til integreret behandling ved at sende en henvisning til den centrale visitation (Center for Visitation og Diagnostisk) i Region Hovedstaden. Det skal være en læge, der signerer henvisningen, fx en læge fra rusmiddelenheden eller borgerens praktiserende læge.

Region og kommuner har sammen udarbejdet en henvisningsblanket, som skal benyttes, når en kommunal instans henviser borgere uden et aktuelt forløb i den regionale behandlingspsykiatri til integreret behandling. Uanset hvilket henvisningssystem der anvendes, skal der vedhæftes en udfyldt henvisningsblanket ved henvisning til integreret behandling. Henvisningsblanketten kan findes på regionens hjemmeside sammen med generel information om integreret behandling.

Opfyldelse af behandlingsgaranti kræver særlig markering

Borgere, som visiteres til integreret dobbeltdiagnosebehandling, har en behandlingsgaranti på 14 dage. Henvisninger til integreret behandling skal markeres tydeligt med teksten "Integreret dobbeltdiagnosebehandling" for at sikre, at behandlingsgarantien overholdes.

Samarbejde i dobbeltdiagnosebehandlingen

En klar ansvarsfordeling i den integrerede og parallelle dobbeltdiagnosebehandling kan ikke stå alene. I overgangene mellem integreret og parallel behandling skal der være et øget fokus på patientsikkerhed og tæt koordination på tværs af sektorer, og derudover skal der være en løbende og systematisk tværsektoriel koordination i den parallelle behandling, hvis den skal have effekt. Borgere med dobbeltdiagnose har ofte et lavere funktionsniveau på grund af deres mangesidede udfordringer og kan derfor ikke forventes selv at varetage den tværsektorielle koordination. 

I den parallelle behandling kan det i nogle tilfælde være en privat leverandør, der står for rusmiddelbehandlingen. På trods af dette skal den parallelle behandling altid indledningsvist koordineres mellem region og kommune. Efter aftale med kommunen, kan regionen efterfølgende koordinere den videre behandling med den private leverandør.

Tværsektorielle netværksmøder

For både parallel og integreret dobbeltdiagnosebehandling gælder det, at behandlingen som minimum skal koordineres mellem region og kommune på tværsektorielle netværksmøder ved opstart og afslutning af behandlingen. Den part, som afgiver behandlingsansvar, skal indkalde til og afholde netværksmødet. Mødelederen er ansvarlig for at udarbejde og distribuere referat af netværksmødet. Referatet skal også deles med borgerens praktiserende læge, hvis borgeren samtykker til det. 

Se mere i afsnittet om tværsektorielle netværksmøder i samarbejdsaftalen.

Netværksmøder som koordineret indsatsplan

I det tværsektorielle samarbejde om parallel dobbeltdiagnosebehandling er det et krav at udarbejde koordinerende indsatsplaner for borgere med svær psykisk lidelse og samtidig rusmiddelproblematik. En koordinerende indsatsplan anvendes for at skabe overblik over borgerens aktuelle udfordringer og koordinere de indsatser, der skal sættes i værk i den parallelle behandling. 

Møder om koordinerende indsatsplaner holdes som tværsektorielle netværksmøder, hvor der laves konkrete aftaler og planer for samarbejdet om den parallelle behandling. Den part, der bliver opmærksom på, at der er behov for et tværsektorielt samarbejde om behandlingen, skal indkalde til og afholde netværksmødet.

Motivation

Det er en forudsætning for at yde henholdsvis integreret og parallel dobbeltdiagnosebehandling, at borgeren ønsker en samtidig rusmiddelbehandling og psykiatrisk behandling. Borgerens motivation til at indgå i behandlingen kan være svingende. I de tilfælde er de behandlingsansvarlige parter på tværs af region og kommune forpligtiget til at holde fast i behandlingen og arbejde med borgerens motivation. Det indebærer blandt andet at koordinere med den anden sektor og opsøge borgeren, hvis vedkommende ikke møder op til aftaler.

Manglende samtykke

Giver borgeren ikke samtykke til integreret eller parallel dobbeltdiagnosebehandling, skal den behandlingsansvarlige part løbende og over en længere periode motivere borgeren til at opstarte behandlingen og samtykke til, at den koordineres på tværs af sektorer.

Brobygning og følgeskab ved overgange

Den behandlingsansvarlige part skal gennem brobygning støtte borgeren i opstart og fastholdelse af psykiatrisk behandling og/eller rusmiddelbehandling i den anden sektor, når det er relevant for behandlingsforløbet. Det betyder, at behandlingsansvaret ikke slippes før det er overtaget i den anden sektor, og at borgeren skal støttes så konkret og pragmatisk som muligt gennem: 

  • henvisning til behandling
  • booking af indskrivningssamtale
  • fysisk følgeskab til indskrivningssamtale, behandlingsopstart og eventuelt efterfølgende behandling
  • tværsektoriel videndeling over telefon og på fysiske og virtuelle, tværsektorielle (netværks)møder.

Indlæggelse

Regionen sender automatisk en advisering (advis) til kommuner, når en borger indlægges og udskrives fra sygehusvæsenet. Kommunerne skal sikre, at adviseringen hentes og deles med de rette kommunale instanser. 

Påbegynder regionen rusmiddelbehandling under indlæggelse i psykiatrien, som efterfølgende skal fortsættes i en parallel behandlingsindsats, skal regionen informere den kommunale myndighed eller rusmiddelenhed om behandlingsopstarten, hvis borgeren samtykker til det. Regionen skal informere uagtet om borgeren efter udskrivning fortsætter i behandling for den psykiske lidelse eller ej. 

Kommunikation med information om opstart af rusmiddelbehandling skal ske på baggrund af gældende standarder for MedCom. 

Foruden ovenstående krav til tværsektoriel information, er det vigtigt, at der under indlæggelse i psykiatrien er et generelt og tæt samarbejde mellem det psykiatriske center, kommunen, praktiserende læge, borgeren og eventuelt dennes pårørende for at sikre, at borgeren fortsætter i rusmiddelbehandling efter udskrivning – uagtet om den foregår i region eller kommune. Regionen har ansvar for at tage initiativ til koordination af borgerens behandlingsforløb under indlæggelse og i forbindelse med udskrivning. Koordinationen bør så vidt muligt ske på et tværsektorielt netværksmøde.

Abstinensbehandling

Har borgeren behov for abstinensbehandling i overgangen fra en sektor til en anden, skal abstinensbehandlingen startes af den sektor, hvor borgeren aktuelt modtager behandling eller har opsøgt behandling. Herefter skal den samlede behandling overdrages sikkert til den sektor, der fremadrettet skal varetage behandlingen. For alkoholabstinensbehandling gælder det, at behandlingen skal gøres færdig inden behandlingsansvaret overdrages. 

Alkoholabstinensbehandling er gjort færdig, når borgeren over en periode på seks timer scores uden abstinenser. Behandles borgeren med chlordiazepoxid, skal sedationen være aftaget tilstrækkeligt til, at overdragelsen kan foregå uproblematisk.

Samarbejde med almen praksis

Når region eller kommune ordinerer medicinsk rusmiddelbehandling, er det obligatorisk at opdatere FMK for at sikre, at borgerens praktiserende læge kan få information om behandlingen, så der kan tages højde for det ved ordination af somatisk medicin. Tilsvarende skal FMK opdateres, når medicinsk rusmiddelbehandling ophører.


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden