Målgruppe
Børn og unge på 12 til 17 år, der er mere bekymrede eller triste end deres jævnaldrende og har symptomer på angst eller depression.
Tristhed eller bekymringer fylder så meget, at barnet/den unge fungerer dårligere end sine jævnaldrende i hverdagen.
Barnet/den unge har symptomer inden for som minimum enten depression (mild til moderat) eller angst (social angst, generaliseret angst, separationsangst og fobisk angst).
Samtaleforløb
Forløbet består af en screeningssamtale og mindst seks samtaler, hvor barnet/den unge og forældre taler med behandler sammen og hver for sig. Imellem samtalerne øver barnet/den unge sig på det, der er blevet gennemgået.
Barnets/den unges udfordringer og oplevelser er udgangspunktet for samtalerne, hvor det er formålet at:
- Støtte barnet/den unge i at blive mere bevidst om sine negative tanker og følelser.
- Lære barnet/den unge at forstå sine bekymringer eller tristhed.
- Lære barnet/den unge at tænke og handle mere hensigtsmæssigt i forhold til det, der er svært.
- Klæde familien på til at fortsætte arbejdet på egen hånd, når forløbet slutter.
Barnets/den unges læringsmiljø og øvrige netværk kan inddrages, når det er relevant for at støtte forløbet og fremme en positiv udvikling.
Manualiseret behandling
Behandlingen er manualiseret og varetages af kommunale STIME-behandlere i Pædagogisk Psykologiske Rådgivning eller andre instanser i kommunalt regi, der arbejder med børn, unge og familier inden for en psykologisk referenceramme. STIME-behandlerne undervises, superviseres og rådgives af specialpsykologer i psykiatrien.
Som udgangspunkt bygger indsatsen på kognitiv adfærdsterapi og evidensbaserede metoder til behandling af angst og depression. For at målrette behandlingen til børn og unge med behov for behandling på trin 2 har STIME tilpasset de anvendte metoder.
Manualen er primært inspireret af Jill Erhrenreich-May’s ’Unified Protocols for Transdiagnostic Treat-ment of Emotional Disorders in Children and Adolescents’ (Ehrenreich-May, 2018, a og b) og tilpasset en kommunal kontekst med inddragelse af netværk og læringsmiljø.