Fremtidens psykiatri
Med ny viden øger vi forståelsen af børne- og ungdomspsykiatriske lidelser. I Forskningsenheden ved landets største børne- og ungdomspsykiatriske enhed, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden (BUC), bidrager vi til forbedring af udrednings- og behandlingstilbuddene til børn og unge med psykisk mistrivsel og sygdom.
Forskningsenheden ledes af et professorkollegium af fire professorer, som er knyttet til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center og til Københavns Universitet. Der er ca. 50 medarbejdere, som tilsammen har en bred faglighed og dækker en vifte af opgaver.
Tæt samarbejde med klinikkerne
Der er et tæt samarbejde mellem Forskningsenheden og de kliniske afdelinger. Det styrker implementering af nye evidensbaserede behandlinger og øger de faglige kompetencer i BUC.
Vi udfører forebyggelsesstudier, registerstudier og kliniske undersøgelser af patienter fra klinikken. Deltagerne hjælper os med at blive klogere på, hvordan livet er med en psykisk lidelse, hvilke behov de har, og hvilke konsekvenser det kan have for dem selv og deres nære relationer. Det er takket være dem, at vi kan udvikle fremtidens psykiatri, hvor psykiatriske lidelser bliver bremset i tide, og hvor den enkelte får behandling efter deres individuelle behov.
International forskning
BFOR arbejder tværfagligt sammen med nationale og internationale partnere. Sammen undersøger vi årsagssammenhænge for psykiatriske forstyrrelser, så færre i fremtiden får brug for psykiatrisk hjælp. Se, hvem vi arbejder sammen med her